14 dage tog det, før jeg kunne gå nogenlunde normalt, efter mit fald. Heldigvis blev det konstateret ved røntgenundersøgelse efter 1 uge, at der ikke var noget brud (min egen skyld, at det ikke blev med det samme), men det gjorde virkelig ondt!

Af den grund kunne jeg ikke gå ret langt med Aramis – de første dage slet ikke! Men jeg er så heldig, at flere kom og gik ture med ham – min datter først og fremmest og en nabo.
Og så har jeg selv “humpet” af sted med ham – ikke så lange ture, men alligevel har jeg haft meget ondt i hoften, inden vi kom hjem. Det gik, og nu er det næsten OK.

Aramis har været tålmodig! Men der er sket så mange fremskridt med ham! Han er gradvis ved at opdage, at man ikke behøver at være så rasende på andre hanhunde! Han viser tænder, skælder ud og gør udfald – selv hvis den anden hund står på det modsatte fortov! Det er ikke så sjovt!

Men måske er han bare nervøs? Jeg har i hvert fald fået ham beroliget i forhold til flere hunde, som han nu stopper op og snakker med! I dag følte jeg det næsten som en lille “sejr”, da jeg fik ham til at stoppe sin snerren af en 10 mdr. gl. hvid retriever, hvorefter de hilste pænt på hinanden og legede, så godt det nu kunne lade sig gøre med snore på!

Og forleden var vi på besøg hos ældstesønnen, som var “hundesitter” for mit barnebarns unge franske buldog Yuki. Vi har med vilje ventet med at præsentere dem for hinanden, men nu er Yuki blevet kastreret, og det viste sig også hurtigt, at de fint kunne lege sammen på den store græsplæne!

Så kom Mickey på besøg med sin “far” = min søns ven. Mickey er en skøn og flot rød labradoodle på 5 år, som Aramis har mødt en enkelt gang, hvor han blev sat på plads! Så Mickey behøver bare at brumme dybt, så er begge de 2 mindre hunde “artige”! Jo hunde har helst sikkert deres egen rangorden! Og det hjælper altsammen med til, at Aramis finder ud af, at hanhunde ikke er så farlige!

Dejligt at have venner!