Ikke flere ispinde til Aramis! Diki har altid nydt at slikke en lille rund ispind i sig, mens jeg holdt den – virkelig nydelse! Jeg har tilbudt Aramis det samme nogle gange, men han hugger den i sig i store mundfulde! Og i går gik det galt! Efter den første bid slugte han resten – incl. pinden! Av – av – hvad gør man så? Tager det roligt og regner med, at den lille træpind kommer ud ad naturlig vej? Det turde jeg ikke løbe an på, så jeg ringede og spurgte min dyrlæge, som mente, at det var bedst, den kom ud med det samme. Der er heldigvis ikke langt til dyrlægeklinikken, så vi kørte derned med det samme.

Aramis skulle kaste op, og det har jeg prøvet med Diki engang for en del år siden (da han havde slugt en pose rottegift, som rottemanden lagde fra sig, da han skulle skifte den i fælden!) – og han fik en injektion, der fik ham til at få kvalme og kaste op i løbet af få minutter. Men der er kommet en mindre ubehagelig praksis, som jeg aldrig har hørt om før: der bliver dryppet 2 dråber medicin i hvert øje, helt stille og roligt, og han var helt rolig!
Det virkede! Jeg sad med ham i et behandlingsrum, hvor han gik rundt på gulvet, og på få min. begyndte at savle og derefter kaste op – og med i 2. omgang maveindhold (beskedent, for han havde ikke fået mad siden morgen), fulgte en hel og fin pind! Der kom lidt mere, og så skulle han have en injektion med modgift for ikke at blive ved med at kaste op.
Det var nemt – men dyrt! Heldigvis er han forsikret. Og bagefter var han stadig utilpas og meget træt! Han sov 1 time herhjemme, men så skulle vi til fødselsdag hos svigerdatteren, så jeg tog ham med i bilen, hvor han lå og sov videre for åbne vinduer, men så jeg kunne holde øje med ham.
Senere livede han lidt op og kom ind, hvor Christinas Yuki gerne ville lege med ham – det kneb dog med energien!
Så ispinde er bandlyste fremover – men Aramis har det fint nu!