Som tiden dog går! I dag er det 14 år siden, Søren forlod mig og fik fred!

Jeg siger, som jeg gjorde dengang: det var godt for ham, at han ikke skulle have det værre! Og det var godt, at han kom hjem, så han var tryg og kunne dø derhjemme, omgivet af familien og en kærlig hjemmepleje. De få dage, han fik hjemme efter 14 dage på sygehuset, var guld værd for os!

Det har jeg det stadig godt med.

Og jeg trives jo godt nok alene, det har aldrig været noget problem – især efter at jeg fik solgt det store hus og flyttede her til, hvor jeg har glæde af, at 2 af mine børn bor i nærheden, så det er nemt at ses og at bede om hjælp til ting, der overstiger mine kræfter, eller at køre sammen til forskellige ting. Og hvor jeg har gode naboer og kan dyrke mine interesser i det omfang, jeg har lyst.
Og ikke mindst hvor der var plads til Diki og nu Aramis!

Vi hører så meget om dårlig behandling på plejehjem og bosteder p.t. – det er virkelig skrækkeligt! Men heldigvis har vi kun gode oplevelser i den retning. Både min mor og min svigermor kom kort tid på plejehjem, før de døde, og de fik god og kærlig pleje. Min alzheimersyge moster, som var meget syg og uberegnelig, var 15 år på et plejehjem i Odense, hvor hun fik en fantastisk og forstående pleje.
Og for få dage siden fortalte en af mine naboer, som har et udviklingshæmmet, voksent barnebarn, som bor på et bosted, om hvor glad han er for at være der, og hvor god en hverdag han har med eget værelse, som han selv har indrettet hyggeligt, og som han kalder “hjem” og gerne vil tilbage til, når han besøger sin familie. Det er opmuntrende at høre om.

Søren fik også en god pleje på Randers Sygehus, men jeg er sikker på, at det betød meget for ham, at han kunne komme hjem i sin egen plejeseng i sin egen stue, med ilt installeret, hjemmepleje døgnet rundt, og familie og schæferhunden Whisky, der sprang op ad sengegærdet og slikkede ham i ansigtet – selv om det så kun blev et par dage!