Så ændrede vi tidspunktet for morgenturen igen – og det er dejligt.

I mange, mange år har jeg altid gået morgenturen med (skiftende) hund tidligt – dvs før morgenmaden – det har passet mig godt, så kan jeg bedre disponere over min dag, og hunden kan komme af med, hvad den skal, og samtidig snuse alt det, den vil.

I de sidste 10 år har det så også betydet, at vi jævnligt møder ca. de samme hunde og hundeejere, som vi kommer til at kende – og så kan vi nyde hver vores morgenmad, når vi kommer hjem.

Det mønster har været ændret de sidste måneder pga risiko for isglatte veje/fortove samtidig med, at det var mørkt. Jeg er (som måske før nævnt), hysterisk bange for at falde!
Jeg har haft indtryk af, at Aramis var godt nok tilfreds, han kom et smut ud i haven for at tisse, når vi var oppe, fik sin morgenmad, og så fik han en længere tur lidt op ad formiddagen. Han har sikkert ikke været vant til den tidlige tur.

Men han mødte jo ikke sine sædvanlige hunde-venner, og han blev faktisk mere irriteret/sur på de “farlige” fremmede hunde, vi mødte – det var lidt belastende.

I dag gik vi den sædvanlige tur kl 7.30 – og HURRA vi mødte også vores hundevenner! Ingen arrigskab – kun glæde og hilse-på de 2 andre – alle får en lille godbid – og der er helt ro på.

Så var der morgenmad, der som sædvanligt bliver slugt på et splitsekund for Aramis’s vedkommende, og i ro og mag + avislæsning og strikketøj for mig! Dejligt!

Derefter tager Aramis sig altid en “skraber”, og i dag sad han så ved siden af mig kl 10 med et lille “piv” – jeg tror han havde glemt, at vi jo havde været ude?