Det skal helst ikke være for mange dage i træk, før jeg synes, der skal være en slappedag imellem!
Den starter nu! Jeg havde travlt de 2 første dage i påsken med oprydning og start på et nyt håndarbejde: “Æggejagten” = mystery-sjal fra Sisses sjaler, så det kunne komme med i tasken de næste dage!
Det er både underholdende og spændende at finde garn til (fra lager), hvor jeg har valgt et meget smukt uld/silke garn fra Uldfeen, der matcher de 2 x Arwetta = en fuchsiafarvet + en mørk petrol. Her er starten.
Jeg vil jo gerne have et strikketøj, når jeg er passager i bilen – her hos ældstesønnen – som jeg kørte med til en familie-påske-frokost hos niecen i hendes sommerhus syd for Kalundborg. Som altid en dejlig dag med masser (for meget!) af traditionsrig mad og familiesnak sammen med de fleste af mine børn/svigerbørn og 3 af mine børnebørn, som blev sendt på æggejagt i haven, selv om de 2 af dem troede, de var for gamle til den leg! Men de var solidariske med Victor og fik da også deres del af “rovet” !
I dag = Påskedag skulle jeg tidligt op for at tilberede den i familien traditionelle “Karrysalat m/sild”, som jeg havde tilbudt at lave som en gave til kusinens 90-års fødselsdag! Hun havde inviteret til “dame-fødselsdag”, hvor vi er 5 damer temmelig godt oppe i alderen, som fejrer hende hvert år (hvis der ikke er Corona el anden sygdom). Det er godt selskab! Og igen masser af mad – vi kan snart ikke holde til det!
Aramis er flink til at være alene hjemme, i går blev han dog hentet hjem til datteren og hendes “2 tøser” af samme race, fordi vi var enige om, at det godt kunne være for længe, inden jeg var hjemme fra Sjælland. Så ville hun lufte ham og give ham aftensmad! I dag har han været alene og modtog mig med kæmpe glæde, da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen. Han er en skat!
Nu skal der slappes af med benene oppe og en kop te – ikke mere påskemad, maven er prop fuld! I morgen er slappe-dag, og når Påsken så er slut, har Christian inviteret til sin 27-års fødselsdag på Flammen i Vejle – det bliver spændende!