Ja, der gik godt nok nogle uger!
I mit sidste indlæg skrev jeg om mit seneste galdestensanfald, en lidelse, jeg har døjet med i over 20 år on & off. Det har indimellem været meget ubehageligt, men denne gang blev jeg meget syg – derfor den lange stilhed på bloggen.

Jeg fik fjernet omkring 30 store sten ved 6 kikkertoperationer i 2013/14, indlagt på Horsens Sygehus, opereret på Århus Kommune Hospital. Men ikke galdeblæren, som det ellers var planlagt, fordi “man” var bange for komplikationer pga arvæv, fik jeg forklaret:
” Med din alder vil der måske ikke nå at blive dannet nye sten – derfor vil vi skåne dig for risikoen for en åben operation!”, sagde den venlige læge og spurgte, om jeg kunne forklare mine børn det? !

Men det holdt ikke! Og jeg har i årene siden 2014 har jeg haft mange – større og mindre – anfald, værst i 2021, hvor jeg blev indlagt af en vagtlæge, med skyhøje infektionstal og behandlet med antibiotika på Kolding Sygehus.

Og nu var det så galt igen! Jeg har nok været lidt for “Jamen de kan jo ikke gøre noget”-agtig. Og det har været “op-og-ned” – også denne gang, hvor jeg den ene dag havde meget ondt og den næste nogenlunde godt. Det var, mens jeg syede svigersønnens tæppe færdigt! Jeg blev heldigvis færdig, og hele familien glædede sig til festen! Yngstesønnen + flere familiemedlemmer kom fra København og boede hos mig, og vi gik til reception lørdag eftermiddag, hvor jeg var så sløj, at jeg ikke rørte hverken vådt el tørt – og jeg måtte blive hjemme fra festmiddagen om aftenen. Resten af Pinsen tilbragte jeg i en lænestol el min seng, og det blev bare værre og værre de kommende dage, indtil ældstesønnen ringede efter en vagtlæge onsdag aften, og jeg blev indlagt i Kolding. Sønnen kørte mig selv derned (med brækpose), da der ville gå 3 timer, før en ambulance kunne hente mig. På P-pladsen satte han mig i en kørestol og trak mig med sin egen “Genny” (Segway-kørestol) gennem de lange gange til Akutmodtagelsen. Og fra da af husker jeg ingenting!

Jeg husker ikke indlæggelsen (jeg husker heller ikke vagtlægen, har faktisk stædigt påstået, at der IKKE kom nogen), ikke natten – og hvad derefter skete. Men mine børn har fortalt mig, at de blev tilkaldt med den besked, at lægerne var bange for, at jeg ikke klarede operationen! Jeg havde næsten 41 i temperatur og vanvittig ondt.
Der blev knust sten og lagt en stent for at skabe afløb for “grus og skidt”.

Puh ha, det er barske sager at tænke på! Jeg lå på Intensiv, hvor de fik lov at komme ind til mig én ad gangen, både børn og børnebørn. Det husker jeg også kun i meget korte glimt.

Jeg blev puslet om af en fantastisk sygeplejerske, og pakket ind i sammenrullede tæpper, så jeg lå helt stille, så alle de nåle/slanger/drops med medicin, væske mm ikke flyttede sig. Jeg havde en stor “edderkop” (kaldte jeg den) med flere permanente nåle/slanger på halsen – den sad der, lige til jeg skulle hjem 2 uger efter – og jeg havde fået lagt kateter – uden at være klar over det, så jeg blev meget sur, da jeg ikke kunne komme op og tisse!

De 2 døgn på Intensiv står i det hele taget som i en tåge for mig. Jeg havde ondt, men det meste gik hen over mig. Jeg kunne ikke snakke, for jeg havde fået voldsom svamp i munden, så det lød som et gebis, der roterede, og læberne var ét stort sår.

Da jeg lørdag blev kørt op til en seng på Organ-kirurgisk afd. på 8. plan og et eneværelse, var jeg en slatten klud, der ikke kunne stå på benene, men som godt kunne nyde den smukke udsigt og glæde mig over besøg.

Jeg var dog ikke helt klar i hovedet, for jeg husker nogle fantasier, som kørte rundt i mit hoved, fuldstændig skøre “film” – og jeg “skrev” også her på min blog!

Jeg har altid – lige fra barn – haft “skriveklø”, så det er der ikke noget mærkeligt i – det er mere unormalt, at jeg først nu skriver om den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft!