Ja, det siger hun selv, at hun var allerede som barn – det kan jeg bare ikke huske. Men det er et stort held for mig i dag!
Jeg opdagede i går aftes, at jeg manglede mit ene høreapparat, og jeg troede selvfølgelig, at det kunne være sket på sygehuset, for jeg kan huske, at jeg troede, jeg skulle tage dem ud før undersøgelse/operation og begyndte at fjerne det ene, da lægen sagde, at det behøvede jeg ikke, for de sad så dybt, at de ikke ville genere (alt andet, smykker osv måtte jeg ikke have på). Så jeg ringede til sygehuset, som ikke havde fundet det. Og jeg ledte først og fremmest i soveværelset, fordi jeg havde den tanke, at jeg måske ikke havde fået det sat ordentligt i. Ligeledes ledte jeg i vaskemaskinen, fordi jeg grisede min bluse til, da jeg kastede op og derfor straks havde vasket den – men jeg kunne ikke finde det.
Så jeg benyttede mig af den “tryghedsaftale”, jeg fik ved køb af høreapparaterne hos Audio-Nova for 3½ år siden. Jeg vidste godt, at der er en selvrisiko, men det var der jo ikke noget at gøre ved.
Det fortalte jeg datteren i telefonen, og vi snakkede om, hvor det kunne være, og så sagde hun: “Har du kigget i sofaen, hvor du lå, da du var så dårlig og havde travlt, når du skulle ud i badeværelset?
Og der lå det!!! Under puden. “Jamen jeg er tingfinder,” sagde hun grinende. Fantastisk!
Så nu må jeg lige ringe til den søde dame hos Audio-Nova straks i morgen tidlig!