Når jeg tænker efter, er der måske ikke noget at sige til, at min krop ikke kan vænne sig til normale tider igen! For faktisk er der sket så meget helt fra midt i maj – dvs 2 måneder – at det ikke har været “hverdag” i al den tid. Min sygdom startede jo et par uger, før jeg blev rigtig syg og kom på sygehuset. Jeg havde flere mindre galdestensanfald med dage imellem, hvor jeg fungerede nogenlunde – det blev bare værre hver gang. Indtil det gik helt galt samtidig med svigersønnens 60 årsfødselsdags fejring, hvor yngstesønnen m/familie boede her, men jeg var for dårlig til at deltage i festen.

Efter min operation og 2 ugers indlæggelse boede datteren hos mig og sørgede for mig med alting – vartede mig op, kørte mig til læge og sygehus, hentede medicin og sørgede for Aramis – det var trygt og rart – og nødvendigt, jeg ville ikke have kunnet klare mig selv! (Og ældstesøn + svigerdatter var sydpå på 3 ugers ferie!)

Selv efter at hun var flyttet hjem, kom hun eller svigersønnen og gik ture med Aramis 2x/dagen, indtil jeg så småt overtog lidt ad gangen.

Det var også dem, der kørte mig til Kolding pga et nyt anfald, mens jeg fik flex-taxa til en planlagt kikkertoperation mere for at få den sidste galdesten fjernet.

Da alt det var overstået, kunne jeg begynde at overveje, hvordan jeg kunne fejre min fødselsdag på en måde, jeg selv kunne holde til! Det indebar også, at yngstesønnen m/familie kom fra Brøndby og overnattede hos mig, dvs kun Victor, forældrene sover altid i vores Fælleshus, hvor vi har gæsteværelser.
Og så kunne Victor blive her på 1 uges sommerferie, som han har gjort, siden han blev 8 år og kunne rejse med “børnetog”, når han skal hjem.

Det er hyggeligt, når han er her, men der foregår jo ikke så meget, udover at han altid har 1 dag sammen med sin fætter Christian i Vejle – det sætter de begge 2 stor pris på.

Nu rejste han hjem i går, og der er blevet stille hos mig! Han forventer ikke underholdning og ved godt, at jeg denne gang ikke havde kræfter til udflugter. Han har mit arbejdsværelse, hvor han spiller på sin PC, og det går ikke stille for sig! Han har masser af kontakter med kammerater, skolekammerater el.a., og de snakker sammen imens, både på dansk og engelsk – og det er faktisk et flot engelsk, han taler! Selv om han høfligt lukker døren, kan jeg jo godt høre, når de morer sig!
Så snakker vi om, hvad vi skal have at spise, vi følges ad på indkøb, og sommetider vil han også gerne med, når jeg går tur med Aramis – nu kan han også holde snoren!

Men i går tog han for første gang hjem med et IC-lyntog – ikke børnetoget! Det blev mere kompliceret, end vi havde planlagt, pga skift til togbusser undervejs, men vi havde snakket det godt igennem, og det gik fint, selv om der var nogle, der havde snuppet den plads, han havde pladsbillet til! (Det er ikke fair efter min mening! Men andre tilbød ham en plads sammen med dem).

Og nu er jeg så blevet alene med Aramis og kan godt mærke, at det trænger jeg til – jeg er stadig meget træt efter operationerne, og tager ofte en lille lur i min lænestol, og går tidligt i seng!

Men der ligger også noget ubevidst som f.eks.: “Mon Victor vil med ned og handle” eller “Nu skal det ikke blive for sent, før vi spiser” osv.
Det er ikke bevidste tanker, og det har ikke noget at gøre med, at det har været for meget. Det er bare min hjerne, der ikke kan slappe helt af, den har været på overarbejde siden midt i maj!

Så det er sikkert godt for mig, at jeg nu har et par uger, hvor jeg ikke skal tænke på noget som helst og bare kan strikke eller se Tour de France og senere OL, noget jeg ellers ikke går ret højt op i. Men det passer mig fint! Og nu kan jeg strikke igen – i mange uger strikkede jeg næsten ikke!

Hvem ved? måske begynder jeg også at sy?