Kl 6 i morges vågnede jeg ved, at et lille glimt nåede gennem de lukkede øjenlåg – nåh, er det lyn? Ja, det var det, og næsten samtidig bragede det løs – det var tæt på. Det var også næsten mørkt, og jeg havde ikke travlt med at stå op, for vi skulle i hvert fald ikke ud i det voldsomme regnvejr, som hurtigt fulgte efter, og med lyn over os! Det blev ved, og efter ca et kvarter kom der Aramis pludselig listende fra entreen, hvor han oftest ligger sidst på natten.

Han har p.t. halskrave på, efter at han er blevet klippet for et par dage siden, og igen for tæt under maven og kønsorganerne, så han slikker sig! Det har vi prøvet et par gange, og jeg håber, jeg har taget det i opløbet, så der kun er lidt tynd hud/sår på tissemanden. Men halskraven er nødvendig, og han er utroligt flink til at affinde sig med det!

Jeg har ikke oplevet, at han bliver bange for fyrværkeri el torden, men dette var nok for langvarigt og for voldsomt – så med skærm og det hele landede han på maven af mig! Han er jo stor af en Tibbe at være, men det er helt OK! Han må gerne søge tryghed hos “mor”, han sagde ingenting, rystede heller ikke, lå bare stille, tværs over min mave, men spændt i kroppen! Jeg lagde mærke til, at hver gang, der kom et lyn, løftede han hovedet og lyttede: han havde fundet ud af, at der kom et stort brag efter! Der gik næsten en time, før det stoppede, det var som om, det kørte rundt og kom tilbage. Men vi kunne jo ikke ligge der hele dagen, så vi gik vores morgentur (eller det halve!) og fik gjort “toilette” – men uden torden!

Han er sådan en kærlig hund, og det er dejligt, at han ved, hvor der er tryghed! Vi er blevet et godt par efter knap 1½ år, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg ikke holdt fast i planen om ikke at få flere hunde!