Stella har – gennem mellemmand – efterlyst, at jeg skriver lidt oftere her på bloggen! Tjah – der var engang! Engang, da jeg skrev så godt som hver dag, sommetider flere gange på samme dag! Men der er nok ikke så meget at skrive om mere, som dengang da jeg igennem over 20 år var i styregruppen for Projekt Puttetæpper, og det udviklede sig fra 120 tæpper til børn på julemærkehjemmet Kildemose, til 1000 tæpper til julemærkebørn på 5 hjem om året! Samtidig med at jeg var meget aktiv i mange andre ting, havde børnebørn på ferier, havde stort hus og have (det var dog ikke mig, der var aktiv der!) syltede og bagte osv osv

Nu er det bare Aramis og mig i et lille rækkehus, og jeg syr ikke så meget mere, jeg har meldt mig ud af diverse patchwork foreninger, fordi jeg får dårlig samvittighed over at være for træt til at være aktiv! I sær hvis det foregår om aftenen. Nu syr/strikker jeg kun på Depotgården i dagtimer, plus herhjemme.

Og så er det dejligt at have 2 ud af 3 af mine børn m/familier tæt på mig – det synes Aramis også! Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke er så stabil på benene mere, og det er helt galt, når det er sne og glat! Så det var virkelig dejligt, at datteren ringede i dag og spurgte til, hvordan det står til? Hvorefter hun sagde: mon ikke det er en god idé, at jeg kommer og går med Aramis? Jo tak, det var både hunden og jeg meget taknemmelige for – for han har kun været ude i den lille have i dag, hvor det har sneet, frosset op sneet igen, så jeg ikke turde gå ud! Jeg er hysterisk bange for at falde og føler, jeg skal gå meget stille!

Det hjælper ikke at tænke på, at jeg netop i sidste uge blev scannet for knogleskørhed af den meget opmærksomme læge på Kolding sygehus, som har mig under skarp observation for stofskiftet, og som var kommet i tanker om, at personer “op i årene” med for højt stofskifte har stor risiko for knogleskørhed, og havde indkaldt mig til scanning. Med det meget opmuntrende resultat, at han var helt begejstret over at kunne vise mig på et skema, at jeg ligger usædvanligt højt i forhold til min alder!

Dejligt!!! Men det hjælper ikke på frygten for at falde!

Men så er det jo dejligt med en hjælpsom datter, der lufter Aramis, og iøvrigt også en hund, der er så tålmodig og kærlig, at jeg bliver helt rørt! F.eks. når jeg skal op og tisse om natten – så ser jeg sommetider, at han sidder foran terrasse-døren og godt kunne tænke sig at komme ud et øjeblik – uden en lyd eller uden at kradse på døren – han venter bare! Og bagefter “flyver” han ind og springer op i fodenden af min seng, idet han pænt gør plads til mine ben! Han bliver ikke liggende ret længe, han vil helst sove i sin egen seng, men han viser helt sikkert sin kærlighed ved at ligge lidt hos mig!

Jo, vi har det godt – jeg har været meget heldig! Og så må man godt være lidt træt og ikke så aktiv!