Jeg føler mig meget heldig, at det lykkedes mig at købe det lækre silke-bouclé hos Uldféen, da hun holdt sidste web-salg i 2024! Der var nemlig kæmpestore problemer på Facebook, og den første ½ time (af 1), kunne jeg slet ikke se nogen opslag – derefter fandt jeg ud af at bruge telefonen i stedet for PC’en, som ellers er hurtigst. Men stadig væk kneb det for mig – og mange andre – at byde! Sikke noget rod, og Uldféen Anne var selvfølgelig også frustreret! Jeg kunne se, at det ikke var alle, der havde problemer, så man kunne selvfølgelig ikke bare annullere og begynde forfra!
Lige pludselig lykkedes det mig at komme igennem med et bud – og hvilket bud! Det var virkelig et ønskegarn! 70% Silkebouclé + 30% merino, så utroligt lækkert og i en af mine yndlingsfarver.
Jeg tror, det skal blive til en bluse med hulmønster, som kan bruges til foråret/sommeren.
Og som altid kom pakken lynhurtigt – købt onsdag aften – sendt torsdag – afleveret fredag formiddag ved min dør!
Og så var der gaver med: skønne håndlavede maskemarkører i sølv mm + slik og fine kort. Hun forkæler os, den fé !