Nerverne holdt – og flagstangen ligeledes!

Her på matriklen (andelsboligforening – 18 rækkehuse – seniorer) flager vi fra den store fælles flagstang, når nogen af os har fødselsdag. Jeg er den ene af 2 flaghejsere, og devisen lyder: “der flages, hvis vejr og helbred tillader”. I dag – Nytårsdag – havde min makker fødselsdag, så jeg fik hjælp fra vores faste afløser. Vi havde aftalt at hejse flaget kl 09, hvilket passer med solopgangen p.t.
Men da kl. var 8.45 ringede jeg til hende og foreslog at vente til 9.15, for det var næsten mørkt endnu!

Det er en meget høj flagstang – 12 meter tror jeg – som vi fik for ikke så mange år siden, og tilsvarende stort flag, men til gengæld med indbygget flagsnor, som køres op med et håndsving, man drejer på, det er rigtig godt og nemt!
Men i dag skulle der tages godt fat i håndtaget, for det blæste helt vildt! Og da det kom op, skal jeg love for, at der kom vind i “sejlet”. Og flagstangen svajede voldsomt!

Jeg gik hele formiddagen og holdt øje, for hvad kan sådan en glasfiberstang holde til? En flagstang af træ ville være knækket!
Da kl var 14, holdt mine nerver ikke til mere, så jeg ringede til både fødselsaren og afløseren, for at foreslå, at vi tog det ned, selv om det alligevel skulle ned kl ca 16 ?
Det var de begge enige med mig i, fødselaren kunne slet ikke forstå, at vi havde sat det op i det vejr (men jeg tror, hun var glad for det alligevel!)

Så vi mødtes alle 3 og tog det ned i fællesskab: én til at køre det ned, og 2 til at tage imod! Det var ikke så svært at køre det ned, da snoren kører inden i stangen – men det var voldsomt for de 2 andre, der tog imod det store, våde, tunge flag, der slog om sig! Pyh ha!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *