I disse dage er det 2 år siden, at ældstesønnen og jeg kørte 600 km (og 3 broer) til Blidberg i Sverige for at hente den flotte Tibetanske Terrier, der skulle udfylde mit savn, efter at Diki døde 1 måned før! Jeg troede jo, at han var min sidste hund – min fremskredne alder taget i betragtning – men jeg kunne ikke klare savnet. Og så havde jeg fået et tip om, at “Tibetan Rocks” havde en knap 7-årig, smuk Champion Tibbe til omplacering. En mailkorrespondance resulterede i, at jeg fik lov at overtage ham, og sønnen ville gerne køre (han elsker at køre i sin store VW handicap-bil).
Og jeg glædede mig helt vildt! Men faktisk var det temmelig modigt! For jeg havde jo aldrig mødt ham, kun set et billede, og han var sort med hvid plet på brystet ligesom Diki – men han viste sig at være noget større, meget stærkere og med en helt anden baggrund! Boede på landet, gik ikke ture i snor, men løb på en natursti ved en cykel! Han kunne gå meget flot i udstillingssnor, havde (og har) en flot udstråling og en meget kærlig natur! – men trak voldsomt i alm. snor!
Jeg tør godt at sige, at vi faldt pladask for hinanden, Aramis og jeg! Det er virkelig den store kærlighed! Og det faldt mig aldrig ind at give op og tage imod tilbuddet: “Vi kommer gerne og henter ham igen”, som hans opdrætter skrev, da jeg “peb” lidt, fordi jeg havde svært ved at holde ham, når vi gik tur.
Men det har faktisk taget 2 år! før han opfyldte min drøm om at gå afslappet og pænt i snor ved siden af mig, i stedet for at hale af sted i strakt snor – så voldsomt, så jeg er faldet et par gange, fordi jeg ikke kunne holde ham (uden at der skete nogen skade)! Nå, det blev ikke bedre af, at jeg efter min sygdom sidste sommer havde meget svage ben og dårlig balance.
Det værste har været hans aversion overfor de fleste han-hunde, vi har mødt. Han kan blive totalt ophidset, snerre, gø, trække voldsomt i snoren, så både den anden hund + ejer bliver meget forskrækkede, og jeg blir bange! Ikke alle hanhunde – jeg kan ikke gennemskue,. hvilke han ikke kan lide (eller er frygter?), for nogle – store som små – har han ingen problemer med! F.eks. den store Berner Sennen, som godt nok gør af ham, men som gerne vil “snakke”, når vi går forbi dagligt.
Men gudskelov har jeg hele vejen elsket den kærlige kraftbombe! Og datteren, som har 2 af samme race – har lært mig nogle tricks til at berolige ham med, så nu går det rigtig fint!
Men som sagt har det taget 2 år – og så lige pludselig går han som jeg har drømt om: med slap snor, opmærksomheden på mig (og min lomme med godbidder), mange små snuse- og tissepauser, står pænt stille, når jeg beder ham “vente”, når vi skal over gaden og ser efter biler først, eller når jeg skal “samle op” efter ham.
Herhjemme har vi hele tiden haft det fint, lige fra den første aften, da vi kom hjem fra Sverige, og han fik mad og lagde sig til at sove på sit tæppe (Diki’s kurv var alt for lille) ved siden af min seng. Han fik en større seng, som han er glad for, men han vil også gerne op i fodenden hos mig – bare 10-15 min., så hopper han ned i sin egen seng.
Min lille rækkehus-have sagde ham ikke så meget, men den har han også lært at gå ud i. Og legetøjsdyr interesserer ham heller ikke ret meget, men så har vi fundet andre ting at lege med – helst noget, der har med mad el godbidder at gøre 😉
Og pelsen er stadig flot, selv om han bliver klippet 4 x året, ellers ville jeg ikke kunne holde den.
Så alt i alt – TAK FOR ARAMIS (i daglig tale Armi)!!!
