Jeg fik ikke taget billeder, da det var allerværst i lørdags. Det regnede og blæste så voldsomt, at det så ud som om kæmpesnefnug piskede gennem luften, men det var blade fra “skoven” = læhegnet over mod landevejen. Det var virkelig voldsomt. Her er kun resterne tilbage på terrassen – og regnen.
Heldigvis bevarede Benveden sine flotte røde blade..
.. og de smukke pink frugter – sikke nogle farver. Fuglene elsker dem og vil snart begynde at spise af dem.
Jeg plukkede de sidste 3 figner i går (der har været 4!) og gav Søren de 2, vi er meget stolte af dem, træet er kun 3 år gammelt, købt på Bornholm, da vi var på ferie i sommerhus der i 2006 sammen med ældstesønnens familie. De smager bare skønt!
Næste års frugter er allerede forberedte! Hvis det går lige så godt som i år, bliver der mange næste sommer!
De sidste (næsten) roser klarede sig også.
Orkidéerne kan godt lide årstiden med knap så meget sol, her er et lille udpluk. Den store hvide med meget store blomster er den ældste, jeg har, den er 11 år gammel og blomstrer meget længe hvert år, men det er første gang, den har 2 grene. Jeg fik den af min gamle faster, hvis barnebarn har et stort orkidégartneri Helios i Stige F., hvor de fleste af mine orkidéer stammer fra. Jeg har dem i mange år!
Men det er ikke kun vejret, der har skiftet utroligt i weekenden. Søren, som ellers har haft det godt i flere uger, fik det skidt med åndenød, smerter og utilpashed. Der var nok både en lille opblussen af helvedesild, som jeg fik bremset med piller, inden det blev så slemt som sidst, og så måske en begyndende lungebetændelse. Hjemmesygeplejersken og jeg forsøgte begge at overtale ham til at ringe efter vagtlægen, men det ville han ikke – før i går aftes, hvor han næsten mistede pusten ved at gå nogle få skridt.
Hvor er vi glade for den hjemmepleje! De havde sagt, vi skulle bare ringe, og i stedet for at jeg skulle hænge i røret: “De er nu nr 5 i køen..”, så overtog aftensygeplejersken det job og lavede aftalen, så lægen kom her sidst på aftenen. Det var ovenikøbet en af “vore egne” læger fra lægehuset, og han var meget omhyggelig i erkendelse af, at Søren har et skrøbeligt immunforsvar, han kunne godt høre, der var noget i luftvejene, så der blev både sat ind med skrap vanddrivning og penicillin.
Han er stadig forpustet, men han har det meget bedre i dag, er i tøjet (i går kunne/ville han ingenting) og vil ud at spille bridge i aften!
Dejlige billeder fra haven og orkidevinduet. Godt, at Søren fik noget medicin – flot at han allerede har lyst til at spille bridge, når han var dårlig i går.
Aftenhilsen fra Kirsten.