Siden Søren fik en plejeseng i stuen ovenpå, har vi haft en ekstra, trådløs dørklokke, så han kan kalde på mig ved at trykke på den “løse” knap, klokken ligger altid, så jeg kan høre den, og sjovt nok fandt Whisky meget hurtigt  ud af , at der er forskel på lyden af den og den faste dørklokke. Jeg kan næsten ikke høre forskel, men hvis Whisky ikke gøer, så er det Sørens klokke, der ringer!

Men i går var det ved at være for meget for både Whisky og mig. For den blev ved at ringe – og når jeg gik op til Søren, havde han ikke kaldt! Mystisk! Jeg sad ved computeren, og pludselig ringede den skiftevis i små stød og i lange toner! Det var lige før, jeg syntes det lød som en røgalarm, sådan hylede den. Og det syntes Whisky åbenbart også, for han begyndte at tude som en ulv! Sikke en larm! Og Søren havde ikke noget at gøre med det.

Jamen hvor er ringeknappen, spurgte jeg ham? Jamen den lå jo i pyjamasjakken – øh, ikke den han havde på – men den jeg var ved at vaske!!! Så den lå altså og roterede i vaskemaskinen og udsendte sine mystiske rytmiske lyde!

Den blev fisket ud, skilt ad og lagt til tørre, og nu virker den upåklageligt igen – ja “Ding-dong!” lige nu, så skal han have hjælp.