Da jeg gik formiddagstur med Whisky i det pragtfulde solskinsvejr, og han havde fået lov at løbe løs nede ved søen, gik vi forbi kirkegården på vej hjem. Og så ville jeg selvfølgelig se Sørens blomster igen, og havde ventet, at de sidste 2 dages regn havde gjort dem lidt slatne.
Men nej! De ser simpelthen ud, som om det er i dag, de er plukket! Åhh, hvor er de flotte! Så jeg gik hjem og hentede kameraet, for de billeder skal bevares! Og så vil jeg gerne vise dem her.
Jeg er glad for, at de kom til at ligge på plænen her på Brædstrup Kirkegård og ikke blev kørt til Kjellerup, hvor vi senere vil sætte Sørens urne ned i hans forældres gravsted.
Her kan både jeg og andre gå hen og nyde alle de meget flotte blomster i kranse, dekorationer og buketter.
Det er godt, det ikke er frostvejr – selv orkidéer er der i en dekoration – ja, dem kender jeg jo!
Sikke nogle farver!
Jeg kan ikke lade være med at sende Søren en hilsen i tankerne – gad vide, om han kan se, hvor smukt det altsammen er? Han ville sikkert synes, at det er alt for meget!
Kære Hanne.
Hvis sådan en haveelsker som Søren ikke skulle have så mange overskønne blomster – hvem skulle så?
Hvor ser det fantastisk ud!:-)
Jeg kan godt forstå, at du kan glæde dig over det – og måtte hjem og hente kameraet, så vi andre også kunne nyde synet!
I det hele taget har dagen i dag været så smuk med al sin solskin i det dejligste stille vejr.
Lige hvad vi alle sammen trænger til.
Pas godt på dig selv – og Whisky.
KH-Marianne
Kære Marianne, du har helt ret! Og Whisky og jeg passer godt på hinanden! Han viger ikke mange centimeter fra mig – efter de første dages tydelige sorg!
Hej Hanne.
Ja det ser godt ud, og når du har taget billeder af det, har du jo et evigt minde det ser virkelig smukt ud.
Kan du have en god dag vh fra Laila
Hvor er det smukke billeder – gode minder.
Knus fra Kirsten.
Hej Hanne
Dejligt at du kan glæde dig over de smukke blomster, her i sorgen. Men det er lige dig, at se de gode og glade ting her i livet.
Knus fra Lene
Tak Lene!