At lave mad til én person!

Jeg kan godt huske, at min mor sprang lidt let over madlavning, da hun blev alene, og nu er det så min tur! Jeg har længe lavet meget nem mad, fordi jeg ikke var særligt inspireret, Søren spiste meget lidt og let, mens han var syg. Og jeg gider ikke rigtig lave mad, egentlig kan man sige, at mange, mange års madlavning har gjort mig lidt træt af at kokkerere!

Men jeg ved godt, at jeg skal tage mig sammen og være fornuftig! Så forleden lavede jeg en stor portion Chili con Carne, som jeg elsker, sådan rigtig godt krydret, der var til 4 dage, og det generer mig ikke spor! Jeg kan også godt spise suppe nogle dage.

Men i dag lavede jeg små koteletter i løg og carry med æble-flødesovs! Og løse ris til. Det smager simpelthen rigtig godt, og så er det meget nemt:

Carry brunes af på panden i smør el. margarine, hakkede løg brunes og derefter koteletterne, krydres med salt og peber, skru ned for varmen, fløde hældes ved sammen med 1 fintrevet æble, smages til. Snurrer 5-6 minutter. Løse ris til.

Og det kan godt varmes i morgen!

5 tanker om "At lave mad til én person!"

  1. uha! med teenagere i huset oplever vi nu indimellem enkelte aftner hvor der kun er “os to gamle” til aftensmad, og jeg må indrömme at jeg faktisk ikke synes det er arbejdet værd at lave mad til kun to, så jeg kan da rigtig godt forstå at det kan være svært at tage sig sammen når det kun er til én enkelt! er bange for at jeg i den situation ville leve af take-out eller sandwich og yoghurt.
    kh.fra Island
    Frida

  2. Ja jeg forstår dig godt, engang imellem når nu man SKAL lave mad til to, kunne man jo godt tænke sig at være fri, men når så det er lavet smager det jo dejligt alligevel, så fortsæt du bare, jeg ville også lave til flere dage af gangen, kan jo også fryses, så du har lidt nemt ad den vej.

  3. Hej Hanne.

    Ja det kender jeg godt er selv alene, men jeg laver mad alligevel, men spiser en portion den ene dag og resten bliver fosset ned så der noget nemt, når der er fuld fart på

  4. Brug da fryseren. Så har du nem mad, som du ved hvad består af. Jeg kan godt følge dig i det der med at lave mad: jeg syntes det er SÅ kedeligt! Jeg kan blive noget så 1-2-3 når manden min kommer hjem en time før mig og så sætter sig på den flade med en fjernbetjening i hånden og glor på TV. Når jeg så kommer flyvende så lyder det: hvad skal vi have at spise? #¤%&/”#¤% er svaret så. Han ved jo udmærket at jeg først skal lufte hunden. Men lave det selv? Nej da – men så må man jo tage til takke med hvad der bliver serveret. Basta!
    Forresten: min mor springer også over hvor gærdet er lavest efter at far døde. Altså hvad mad angår.

  5. Jeg bruger også fryseren, men det er nu nok det der med, at det ikke er så inspirerende at lave mad til sig selv!
    Meen så har datteren også lagt noget lækker pastasovs i fryseren til mig, og yngstesønnen kommer hjem med hjemmelavet medisterpølse på lørdag, så det går jo nok!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *