Det er altså en underlig tanke! Jeg har været i skifteretten i dag og har fået skifteretsattest.
“Nu er det dit, det hele, og du kan selv bestemme!” sagde den ualmindelig tiltalende fuldmægtig, der behandlede mit skifte. Ja, det er det jo, og det vidste jeg selvfølgelig godt, og det var også meningen, vi havde jo fælleseje, intet testamente, ingen særbørn, ingen gæld ud over lidt restgæld i huset, det hele blev gennemgået, og det var i virkeligheden bare en bekræftelse på de oplysninger, hun havde i forvejen + mine egne kontooplysninger. Hus – gammel bil – hvad kunne den sættes til, det er ikke meget! – Sørens pensionsoplysninger måtte jeg give hende, dem vidste hun ikke noget om – børnenes data havde hun også, de får brev om, at jeg sidder i uskiftet bo – det ved de godt.
Jeg kunne gøre retten en tjeneste og udfylde et spørgeskema, hvor jeg krydsede af, hvor tilfreds/utilfreds jeg var, det kunne kun blive positivt, for hun var simpelthen så kompetent, venlig og naturlig. Ikke meget rets-embedsmand der!
Og så betalte jeg for den attest, det hele tog 25 minutter, og så var det, hun sluttede med den bemærkning om, at nu kan jeg selv bestemme over det hele – “men det har du måske altid gjort?” Nej, det har jeg ikke, det er Søren, der har styret, det ved vist alle, der kender os, og det har han gjort godt, så han var fortrøstningfuld, da han sagde: “Nu må du se, om du kan klare dig!”
Vi har bestemt ikke altid været enige om økonomien, men det har mest været i småtingsafdelingen, hvor han kunne være mere forsigtig end jeg! Jeg har ikke været i tvivl om, at det er hans fortjeneste, at jeg sidder lunt i svinget nu. Og selv om jeg “selv kan bestemme”, så kan jeg sagtens se, at lidt forsigtighed vil være med til at bevare den situation. Og så er det, at de regninger, jeg har fået i forbindelse med bisættelsen, gravsted osv godt kan ryste mig lidt! Det er dyrt. Tænk, hvis man sad med en hvis legemsdel i vandskorpen, hvordan skulle man så klare de udgifter?
Men jeg har det godt med at have bestemt, hvordan det skulle være.
Hej Hanne
ja ja jeg er nu helt sikker på at du nemt kan klare det hele….. Men det er da klart at du lige skal vende dig til at “Nu er det dit, det hele, og du kan selv bestemme”
Held og lykke med det.
ja, det kan jeg forstå må föles lidt underligt. spöjs bemærkning hos fuldmægtigen, men nok noget hun ser ofte. her hos os er det nemlig lige sådan, jeg styrer det hele og min mand, ja jeg ved faktisk ikke hvordan det ville gå hvis han pludselig blev nödt til at tage over! det er dejligt at det fremad hos dig, og endnu dejligere at dine börn ikke bor længere bort end at de kan give dig en hjælpende hånd.
kh.fra Island
Frida
Hej Hanne.
Ja det er rart at få det på plads med skifteretten. Og din bemærkning om at det er dyrt med at få sine kære begravet, det er rigtigt, og som man siger dem der ikke har penge til det, der er ikke nogen der ikke bliver begravet, det ser så sjusket ud , hvis de ikke bliver..
Mange tanker fra Laila
Det er selvfølgelig rigtigt, Laila, vi skal nok blive begravet! Men vi vil jo også godt have en vis værdighed omkring det!
Frida, Søren skulle nok have klaret det, hvis jeg var faldet væk først, men jeg har halvt i spøg, mest alvorligt sagt (før han blev syg), at hvis jeg blev alvorligt syg, ville jeg skilles! for han var ikke god til at passe en patient. Vi snakkede om det under hans sygdom, og han lagde ikke skjul på, at han var meget glad for, at jeg passede ham og ikke omvendt. Han syntes, jeg gjorde meget for ham, men for mig var det naturligt.
Hej Hanne.
Ja du har ret i det med værdighed.
Ja kvinder er bedre til omsorg end mænd, der er nogle få jeg har mødt på min vej i hjemmeplejen, men de kan tælles på en hånd i de 14 år jeg arbejdede med det.
Kærlig hilsen fra Laila
Men de er der – de omsorgsfulde mænd – der var én i aftenvagt, der kom en gang imellem hos Søren, ham kunne vi rigtig godt lide! Han havde også flere kræfter, når det var nødvendigt.
Hej Hanne.
Ja som hjælpere har jeg også mødt flere gode mænd, men som ægtefælle ved svær sygdom har tålmodigheden ikke rakt, men det er også svært, når man er på i alle døgnets timer.
Jeg har selv haft en syg mand, i dag er det 27 år siden han døde, det var svært.
Kærlig hilsen fra Laila