Jeg er lidt stolt af mig selv! Jeg har lavet “rigtig” mad til mig selv hele ugen. Ikke frossen suppe el.anden færdig mad, nej rigtig hjemmelavet mad! Til flere dage ad gangen, men det har jeg gjort mange gange, efter at vi ikke havde børn hjemme, og der er mange retter, der egner sig glimrende til at varme op, evt. fryse først. Og det havde hverken Søren eller jeg noget imod.
Men motivationen har manglet lidt det sidste ½ år. Søren havde ikke meget appetit, og jeg var træt, så jeg havde ikke lyst til at lave mad. Det gjorde jeg så alligevel, indtil han kom på sygehuset, og jeg er lidt glad for, at jeg stegte “gode ben” til ham den sidste aften, inden han blev indlagt, uden at vide, at det blev det sidste, jeg serverede for ham. Han elskede “gode ben”, og han nød det, selv om han ikke kunne spise ret meget.
I denne uge har jeg lavet gryderetter, men nu til aften har jeg fået en rigtig entrecôte med (færdigkøbte) kartoffelskiver og sauce bearnaise! Ja, Søren ville grine, for det var færdigkøbt bearnaise, og jeg plejer ellers at sige, at det regner jeg ikke! Jeg laver selv ægte bearnaise! Det smagte såmænd meget godt. Og sensationen er, at jeg tog et glas rødvin til! Hold da op! Jeg har en voldsom aversion imod at “drikke” alene – men det smagte mig udmærket!
Jeg er ikke bange for at blive alkoholiker, fordi jeg tager et glas rødvin for mig selv. Jeg har desværre oplevet – og været meget ked af – nogen, jeg holder af, ty til den trøst, eller hvad det nu er? Jeg tror mest på, at det er en sygdom. Og jeg så netop i går en person, jeg har respekteret meget, som nu er en karikatur af sig selv og tydeligt alkoholiseret – åh, hvor er det sørgeligt, jeg bliver så ked af det.
Men jeg har aldrig brudt mig om at drikke hverken øl eller vin alene, for mig er der noget hyggeligt og socialt i at nyde alkoholiske drikke sammen. Nå, det skal ikke forhindre mig i at drikke resten af flasken i løbet af et par dage!
Jeg lavede forresten også leverpostej i går! Jo, det hjælper.
Hvor er det dejligt at høre Hanne. Det lyder somom du er ved at lande med begge ben godt plantet i jorden – god mad og et glad vin!
Velbekomme, og det er jo sundt med et glas rødvin, så det sker der vist ikke noget ved 😉
Ja, jeg er da optimist! Men jeg synes, det er sejt lige i øjeblikket at trække mig selv op!
Hej Hanne.
Ja der er jo et tomrum efter Søren, det har jo taget meget af din tid og energi. Godt du er kommet igang med at lave mad og hygge om dig selv. Du skal nok komme igennem.
Mange kærlige tanker fra Laila
Tak skal du ha’ Laila. det er jeg også sikker på, men det er lidt hårdt indimellem.
Kære Hanne.
Godt gået, du har lavet og fået lækker mad – og det er jo sundt med et glas rødvin. Du har så mange jern i ilden, så jeg ved, du nok skal klare dig – men selvfølgelig bliver der svære stunder.
Jeg mødte Birgitte i går hos Helene Juul – der var julemarked med forskellige boder – nogle gode timer. Birgitte og jeg snakkede om, at du i det nye år skal med mig op til hende.
Nu skal jeg lige til Fyn at passe børnebørn til onsdag. Claus passer “skuden” herhjemme.
Knus Kirsten.