Naboskab og hjælpsomhed

Det er næsten ikke til at tro, at folk kan være så hjælpsomme! Vi har virkelig nogle ud over alle grænser hjælpsomme naboer! Èn nabo havde tilbudt at køre til Horsens sammen med mig i morgen tidlig for at hente min bil – men kl. 21 ringede en anden nabo’s søn på døren for at spørge, om de ikke “lige skulle tage den med hjem”, når han og hans far alligevel skulle til Horsens med nogle ting. Så jeg forklarede, hvor den holdt, og at man ikke kunne se nummerpladen for sne, der lå op omkring den, men de ville tage en skovl med. Og så skulle de lige ha’ startkoden. Sådan!

carport

Og nu kl 22.50 er bilen parkeret i carporten! Whisky hørte den køre ind og gøede begejstret! Han fik også lov at komme ud og hilse på, og han var klar til at hoppe op i bagagerummet for at komme ud at køre.

Nej vi skal ikke ud at køre de første par dage! Jeg har fået nok, og nabosønnen fortalte også, at det var meget, meget glat ude på landevejen, men de havde ikke haft problemer med at få den gravet fri.

Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal udtrykke min taknemmelighed. De ville ikke ha’ “en lille én”, men jeg må finde på en julehilsen. Hvor er mennesker dejlige!

12 tanker om "Naboskab og hjælpsomhed"

  1. ja, langt de fleste mennesker er nemlig rigtig dejlige. desværre glemmer man det for nemt. godt at vide at du har en flok der passer på dig.
    kh.fra Island
    Frida

  2. Og det er lige så dejligt at have nogle naboer man kan hjælpe – ligesom dine gjorde – og som er dybt taknemmelige for det. Vi har også nogle ældre genboer, som vi gerne hjælper hvor vi kan. Man har det sg* så godt når man kan fornemme andres glæde. :o)

  3. Jeg sidder her og får tårer i øjnene over jeres søde kommentarer! Ja, det er skønt at vide bilen hjemme, og det er skønt, at der er nogen, der “passer på” mig! Det gælder iøvrigt blandt os 6 nærmeste naboer, vi har mange ting sammen (uden at overdrive:-) ), vores nyeste unge nabo er allerede indlemmet og nyder også godt af hjælpsomheden, f.eks. da hun ikke kunne starte bilen til morgen.

  4. Det betyder rigtig meget med god hjælp – du hjælper jo selv så mange mennesker – og er altid så sød og hjælpsom. Så det er godt, at du også får hjælp. Her kommer store snefnug, Claus har lige været ude at grave. Nu vil jeg tænde nogle stearinlys, det er så dejligt. Hyg dig inden døre med Whisky.
    Knus Kirsten.

  5. Jeg har selv to hunde, så jeg kan levende forestille mig hvor glad både du og Whisky må være for at du er sikkert hjemme igen.

    Jeg vil så gerne vide hvad designet og farven på dine Kaffe Fassett strømper hedder. Jeg er helt og aldeles forelsket i de strømper, og har ringet til de 3 garnbutikker jeg normalt handler i, men ingen af dem har det hjemme. Hende jeg handler mest hos vil få det hjem til mig, men det skal jo gerne være det rigtige.

    Janne

  6. Janne, jeg har købt garnet til strømperne hos http://www.markno.dk men jeg ved ikke om hun har det nu, så skal det være blandt rester, for det er ikke på netbutikken.
    Jeg har googlet og fandt noget her, godt nok ikke helt det samme, men samme farver og også Kaffe Fassett: http://nusseognoerkle.dk/index.php?cPath=143_52_158&osCsid=cf5405c2fd6906050ae91165082e346d det er en dejlig kvalitet at strikke i.
    Jo, her er det samme, som det, jeg har brugt: http://www.stofogsy.dk/product680-167.html
    God fornøjelse!

  7. Hej Hanne. Tak for hjælpen. Noget tyder på at det er udgået, desværre. Jeg vil prøve at ringe til lidt flere garnforretninger for at høre – ellers må jeg købe over nettet fra USA. Dette design er meget flottere end de nye han (Regia) er kommet med.
    Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *