Medicinpriser

Jeg blev rystet i dag, da jeg var på apoteket. Det er længe siden, jeg har været der. Jeg kom der ellers flere gange om ugen for at hente diverse medicin til Søren, men da var det heldigvis gratis, fordi han var terminal patient de sidste 7 måneder.

Men jeg fejler jo ikke noget særligt, jeg får øjendråber for grøn stær (som jeg ikke mærker noget til, når bare jeg drypper, som jeg skal), og så har jeg en meget almindelig lidelse med mavesyre i spiserøret, som jeg får en lille pille for hver dag. Dem var jeg løbet tør for, og jeg har krydset den magiske dato for tilskud, så jeg er begyndt forfra på at “spare op” til at få tilskud – jeg kan ikke huske beløbsgrænsen. Men i hvert fald var der NUL tilskud i dag. 28 piller = 290,50 kr!! Det er altså utroligt!

Hvis man sammenligner medicinpriser med alt muligt andet, så er det uhyrligt!

6 tanker om "Medicinpriser"

  1. Hej Hanne
    Jeg får selv meget medicin og jeg ved at grænsen starter ved 850 kr som man selv skal betale først – men her er listen til dig
    Beløbsgrænse Tilskudsprocent
    0 kr. – 850 kr. 0%
    850 kr. – 1385 kr. 50%
    1385 kr. – 2990 kr. 75%
    2990 kr. – 85%
    Så man skal lige være opmærksom på hvornår ens CTR saldo som det hedder udløber hvert år, for så starter man forfra.
    mange hilsner Lone

  2. Lone, tak for listen! Jeg er meget opmærksom på CTR saldoen, og jeg “hamstrer”, når jeg nærmer mig og jeg er i den høje tilskudsperiode, det kan jeg f.eks. gøre med øjendråberne, når bare jeg opbevarer dem i køleskab! Så skyder jeg perioden lidt!

  3. Ja, det kan være lidt af et chok med de medicinpriser. Hvad angår tilskuddet må jeg sige, at jeg synes den nuværende tilskudsform hører til de bedre. Den tilgodeser nemlig dem, der har det største behov.
    Jeg husker tydeligt en gang for mange år siden, hvor jeg skulle hente en penicillinkur og den kostede kun lidt over 13 kr. Jeg var meget overrasket, men det var jo fordi der var tilskud og når jeg normalt ikke bruger medicin synes jeg egentlig godt jeg kan betale den reelle pris den ene gang, så staten kan give mere tilskud til de som virkelig har brug for meget medicin. For nogen kræver det måske lidt planlægning (opsparing) at komme igennem den første tid efter saldoen er 0-stillet, men det er vel bedre end at os med kun et sporadisk behov bruger at tilskudspuljen.

    Janne

  4. Janne, jeg er helt enig med dig! Vi har jo prøvet her i huset de sidste par år, hvad det betyder med tilskud, når man skal have meget medicin, og det betød også meget, da Søren fik “terminalerklæring”, at alt var gratis – og det var jo meget. Vi fik bon’erne med, så vi kunne jo se, hvad det kostede.
    En anden ting er, at man bliver overrasket over, at f.eks. antibiotika ikke er så dyrt, hvorimod sådan nogle piller som mine for mavesyre koster over 10 kr stk.! Og jeg kan jo ikke undvære dem. Nu er jeg sådan stillet i kraft af, at vi begge havde pension fra vores arbejdsplads, at jeg har råd til det. Hvis jeg kun havde min folkepension, var det rigtig mange penge! Og ikke kun et spørgsmål om planlægning.

  5. Med planlægning tænkte jeg på at lade medicinudgifterne indgå i ens budget. Så mærkes perioden med 0% i tilskud ikke. Da jeg blev alene gjorde jeg det med mine benzinudgifter fordi jeg nogle måneder brugte for 1500 kr og andre måneder 100 kr. Det var svært at få pengene til at strække til det nødvendige i de måneder der skulle bruges 1500 kr til benzin.
    De der dyre “mavetabletter” er det ikke dem der har været så meget snak om, at de findes i en billigere udgave, men lægerne får “gaver” af medicinfirmaet for at vælge de dyre?

    Janne

  6. Janne, det er nok ikke nødvendigt med de forholdsvis små medicinudgifter, jeg trods alt har, at lægge dem ind i budgettet. De mavesyre-tabletter, jeg får, finder apoteket altid den billigste udgave af, så det er ikke altid det samme fabrikat. Derfor tror jeg ikke, det er nogle, som lægerne vælger ud på den måde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *