Jeg har spurgt én, der ved mere om patchwork end de fleste i Danmark, om det brun/orange tæppe købt på auktion.
Og jeg citerer Birgit Glüsing, som har samlet og skrevet om gammelt dansk patchwork. Birgit skriver:
Du har fuldstændig ret i, at farverne er decideret 70’erne med alt det brune og orange. Så stofferne er utvivlsomt fra den periode.
Men i 70’erne syede de mest firkanter sammen, måske rektangler, måske trekanter, men mønstret her er så typisk amerikansk, at mit bud er, at enten er det syet i USA, eller det er syet af en, som har haft en tæt forbindelse til en patchworker i USA.
Langt det mest sandsynlige er dog, at det først er syet i firserne, slutningen af firserne måske endda, da inspirationen fra USA fik rigtig gang i patchwork herhjemme, og da vi begyndte at efterligne de amerikanske ting. Jeg tror, at vi til at begynde med allesammen syede af de stoffer, vi nu engang havde rester af. Da jeg begyndte at sy patchwork i 1989, var der bogstavelig talt ingen specialbutikker for patchwork og kun ganske få andre, som måske havde lidt amerikansk patchworkstof.
Det er mit bud, men jeg synes, den er flot, og jeg synes også, 250 kr var en alt for lav pris, men der kommer nok til at gå lang tid endnu, før pwtæpper kan sælges for noget særligt her i landet. Surt!
Tak Birgit, så blev vi så kloge!