Ja – de er der! Vintergækkerne!! Lige så snart sneen smelter, så er de indenunder! Jeg tænkte det nok, og ganske rigtigt – hvad så vi i morges ude på terrassen, hvor der har ligget et tykt lag sne nu i over 2 måneder?
Hvis ikke det er forårstegn, så ved jeg ikke, hvad det er! Hvor dejligt! Jeg elsker de små bebudere!
Der er ellers i aftes og i nat rutsjet kæmpestore bunker af sne ned fra det store skrå tag, jeg har, det er lige noget, der passer Ebbe og Whisky at lege i det.
Og i haven ligger sneen stadig tykt, jeg ved ikke, hvem af dem, der morer sig mest!
Datteren og hendes 2 dejlige drenge er på weekendbesøg, og der bliver leget og strikket!
Men der bliver også tørret vand op, for det drypper ned omkring emhætten i køkken/alrummet, så jeg har haft en tømrer på besøg i dag for at se, hvor galt det står til? Det ser ud til, at det er noget af den smeltende sne, der trænger ind, fordi det ikke kan komme væk, så nu har han skrabet noget mere ned fra taget. Det vigtigste var dog, at han kunne undersøge, om der lå sne oppe på toploftet, men det gør der heldigvis ikke. Det var altid Sørens mareridt, når vi fik sne, og det kunne fyge ind gennem udluftingskanalerne. Jeg kan ikke selv komme derop, men nu kan jeg da slappe af hvad det angår.
Og nyde min weekendgæster!