DET gør godt!

Det har været sejt, men nu er der kun en håndsøm tilbage, så er Helles grønne havequilt færdig, den ønskede “makker” til Thomas’s grønne havequilt, som jeg syede til ham sidste år – faktisk på et tidspunkt, hvor Søren ikke havde det ret godt. Helle ønskede sig denne makker, altså magen til, men med flere pink elementer, og hun har selv været med til sammensætte stofferne.

Det har været en konstant dårlig samvittighed, ikke mindst, da hun fik “toppen” i julegave! Jeg havde ikke troet, at det skulle tage så lang tid, men sådan er det.

Til gengæld har det været en virkelig glæde og fornøjelse at sidde ved symaskinen i går aftes og i eftermiddag og quilte!

Det er lige præcis farver og mønster (Kaffe Fassett), som jeg elsker. Mange forskellige stoffer, farver, der er knald på, og et enkelt mønster.

Jeg har indimellem haft problemer med symaskinen, som kun er ét år gammel, men denne gang har den opført sig godt!

Lukkekanten er syet på og klippet til, så nu mangler der kun en håndsøm hele vejen rundt –  det er hyggearbejde i sofaen!

Så den blev, som jeg havde håbet, færdig før hendes fødselsdag! Det er en ubeskrivelig lettelse at mærke, at jeg kan få noget færdigt, og at energien er der. Samtidig syr jeg flittigt på sengetæppet i japansk foldeteknik, det er jo mest håndarbejde, så det er 2 forskellige ting for mig. Maskinsyningen går nok hurtigere, men det er ikke så hyggeligt – mere et “arbejde”, tror jeg man kan sige.

13 tanker om "DET gør godt!"

  1. Sjovt så forskellige vi er Hanne. Når jeg sidder ved min symaskine er det ren leg, hvis jeg applikere/laver stitchery eller andet nusseri i hånden super hygge, men det med lukkekant/alt for meget syning over pap – det er en slags arbejde for mig. Hurra for forskellighederne! Og skønt tæppe.

  2. Maria, jeg vil heller ikke sige, at det er lukkekant, jeg elsker mest, men det er overkommeligt, når man nu er nået så langt!
    Jeg er blevet bedre til at bruge symaskinen og kan jo se, at jeg får produceret mere. Men jeg hygger mig stadig mest med håndsyning som f.eks. japansk foldeteknik. – og så strikketøjet, som har været min “redning” de sidste måneder. Skulle jeg have siddet med hænderne i skødet, var jeg nok blevet tovlig i hovedet!

  3. Hej Hanne.
    Det er et super flot tæppe du igen har lavet, det ser godt ud med alle farverne, flot sat sammen. Held og lykke med dit hus salg, det er stort af dig Hanne, men samtidig godt for dig at du kommer tættere på dine børn. Knus Inger.

  4. Hvor er det et smukt tæppe…ja Kaffe Fassett gør sig altid godt til disse tæpper med enkelt mønster.
    Du skal nok nå at få det helt færdigt.

  5. Hej Hanne.

    Super flot tæppe. Det er svært at hive sig op efter en stor sorg, men du gør det rigtig godt. Du har ret i at det går hurtigere med at sy på maskine, men man kan bedre sidde og nusse med strik og håndsyning.

    Sikke dejlige værelser dine børnebørn har fået, det ser godt ud.

    Kh fra Laila

  6. Jeg er også selv ret begejstret for det tæppe!
    Fru Larsen, du må jo finde symaskinen frem! Kaffe Fassett har udgivet flere bøger med gode mønstre, de kan lånes på biblioteket!

  7. Wowww, det er et flot havequilt du har syet. Skønne stoffer du har valgt, jeg beundrer det meget. Det er en dejlig fødselsdagsgave at få, den skal hun nok blive meget glad for. Rigtig god dag til dig 🙂

  8. Nej helle, jeg giver ikke den samme gave som julegave og derefter fødselsdagsgave! Jeg måtte bare have lidt udsættelse og tålmodighed fra modtageren mht færdigmontering og quiltning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *