Jeg har det privilegium, at det er mig, der modtager alle de mange (1406 i år) fine blokke til puttetæpper, sorterer dem, så de passer sammen og sender dem til “monteringstanterne”, som syr dem sammen og quilter til tæpper.
Så har jeg tilladt mig at tage nogle fra, som lige var min smag! Dem ville jeg selv sy et puttetæppe af! Så bidrager jeg også med et tæppe til et julemærkehjemsbarn. Og nu er toppen færdig og klar til quiltning:
Jeg tror, det bliver pænt!
Pænt er også det puttetæppe, som Lene gav mig i går, da vi var til syaften i Vitus Bering Quilterne i Horsens:
Det er også et privilegium at modtage sådan et tæppe! Lene er altså så dygtig og flittig som tæppetante!
Hun har brugt en strimmelteknik, man kan måske sige dobbelt strimmelteknik, hvor hun først syr lange strimler sammen af alt muligt stof, derefter skærer hun det sammensyede i nye strimler i en vinkel på 45 grader, disse nye strimler sys sammen og skæres ud til firkanter! – som sys sammen med sorte firkanter. Genialt, synes jeg – og festligt! Lene indrømmer, at det tager tid, men det er sjovt.
Aldrig før har vi været så tidligt ude med det nye mønster til puttetæpper, som vi er med 2010 mønsteret “Stier og hegn”. Og aldrig – aldrig – aldrig før har vi fået færdigsyede blokke tilbage så tidligt som marts! Men i går fik jeg de første 3, syet af Kirsten i Vitus Bering Quilterne! Sidste år fik vi de første på Træffet i august, så det er fantastisk!
Ja, det vil sige, Grethe syede jo de allerførste, men det er lidt noget andet, fordi Grethe har været med til at vælge mønsteret og er med i styregruppen, så hun vil gerne vise blokken, derfor syede hun den allerde før, den kunne købes. Og det tæppe, Lenes tæppe og mange andre puttetæpper kan man se på Puttetæppeudstillingen hos HANNE’s patchworkbutik i Vejerslev på søndag den 28. marts kl 12 – 15.
Hej
Hvor er det et flot tæppe Lene har syet.
Og super flot at de først blokke allerede kommer ind….