Så kan vi lidt igen!

Tak for alle de utroligt søde “knus”, jeg har fået her på bloggen samt i mails fra andre kvinder, der har prøvet det, som andre nok ikke helt forstår: den tristhed, man kan blive grebet af, når man savner sin livsledsager!

Nabokonen, som er samme situation, kom også herover for at høre, hvor galt det står til! Og så fik vi først en lille god snak, og nu har vi været ude at gå en dejlig tur med Whisky. Det gjorde godt! Vejret er jo skønt, selv om vinden er kold, naturen spirer grønt og gult, og Whisky var heldig og mødte 2 søde små hunde, som gerne ville lege nede ved søen, hvor de kan tumle sig. De var 2 unge tyskere, der nød naturen og syntes, der var OK, at jeg slap den store hund løs, og så gik jagten

Det så skægt ud med den store Schæfer, der ikke er særlig hurtig, en kraftig engelsk buldog, der slet ikke var hurtig og så en lille livlig og meget hurtig dansk/svensk gårdhund, der lystigt lagde op til leg og lod sig jagte rundt.

Så nu kan jeg sætte mig med sytøjet og en kop kaffe, og Whisky er rigtig godt træt – humøret har det bedre!

6 tanker om "Så kan vi lidt igen!"

  1. Ja Hanne, ting tager jo tid, men utroligt hvad en sludder med nabokonen og den friske natur kan gøre, men tænk om du slet ikke havde en hobby du kunne fordybe dig i, uha, så ville det nok være endnu sværere, men jeg forstår dig så godt, det er jo altid svært at miste sine kære, så et eller to mega store knus fra mig også. 😉

  2. Tak, Inge! Ja, det er næsten ikke til at tænke på, hvordan det ville være uden mit håndarbejde, hunden og de kærlige mennesker, der tænker på mig!

  3. Min erfaring er, at disse dage jævnligt kommer, og at man med tiden lærer/finder ud af hvordan man bedst selv takler dem. Jeg har skrevet til de savnede i notesbøger, kigget ud i luften med tændte stearinlys, lavet lækker lagkage på mindeværdige fødselsdage, gået ture og meget andet. Er nu især glad for at lave lagkage på fødselsdagene – det syntes mine børn også godt om 🙂
    Dejligt at du fik gået en dejlig tur med Whisky og nabokonen.

  4. Hej Hanne.

    Det tager lang tid at komme igennem sorgen, men som de andre på bloggen skriver, er det godt du har whisky at glæde dig over og et godt netværk. Dine hobbyer og en god familie.

    Kh fra Laila

  5. Kristine og Laila, det er rigtigt! Det, der ske for mig lige nu – og som vil komme igen – er at jeg genoplever kalenderen fra for 1 år siden, hvor det netop nu gik skidt og så ud til at gå hurtigt ned ad bakke. Der kom heldigvis også mange gode perioder frem til oktober, og dejlige minderige oplevelser, men jeg husker lige nu datoerne, og så dukker det op, hvordan det var.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *