Jeg har været på sygebesøg i dag hos min veninde, som nu er rekonvalecent hos sin datter efter igen at have været indlagt, fordi hun ikke kunne klare sig selv efter operation og for hurtig hjemsendelse.
Hun er i bedring nu, men meget træt og slap. Jeg læste i forgårs i Jyllands-Posten, at nogle kommuner forsømmer at tilbyde ældre patienter relevant genoptræning efter indlæggelser el.a. længere sengeleje, som meget hurtigt medfører kraftesløse muskler. Det har hun heller aldirg hørt noget om, at hun kunne få! Hun har nu fået løfte om hjemmehjælp, når hun kommer hjem igen, men der gik flere dage, hvor hun lå hjælpeløs, inden hun blev indlagt på sygehuset igen.
Nu bor hun så hos sin datters familie, hvor hun kan hygge sig med den dejlige norske skovkat “Ronja”, mens de er væk om dagen.
Det er utroligt beroligende at nusse sådan en kælen, langhåret kat, der åbenlyst nyder, at der er nogen, der gider!
Jeg havde medbragt lidt terapi i stedet for en blomst, nemlig nogle nøgler strømpegran, pinde og opskrift, så Mormor kan strikke strømper til børnene. Det ved jeg nemlig, at hun har gjort før. Og selv om hun i første omgang ikke mente, at hun havde kræfter til det, så slog jeg op til et par spiralstrømper til lillepigen, og de første 10 cm var strikket, før jeg tog hjem.
Det var helt tydeligt, at det var dejligt at kunne lave lidt håndarbejde! Og der var heldigvis glæde og glimt i øjnene, så det skal nok gå fremad nu.
Og forresten blev jeg glad for at gense tæppet over benene, det er uundværligt og medbragt på rekreation!