Da kassen blev talt op i går aftes, viste det sig, at vi havde solgt 102 mønstre til puttetæpper bare den første dag! Sidste år blev der solgt 35 på 2 dage, så det er spændende, hvor mange det bliver ialt, når dagen er gået i dag. Det er SÅ dejligt både, at der er så mange, der vil være med og sy blokke (og meget gerne hele tæpper, det snakker vi selvfølgelig om) og at møde mange af dem, der er med i projektet.
I dag skal vi også have taget billeder af alle de færdige tæpper, der blev afleveret til os i går – det var der slet ikke tid til på den forrygende dag. Der kom også en dame med en hel pose færdigsyede blokke, både 2010-mønsteret og af 2009-mønsteret! De skulle jo ellers have været afleveret inden 30. januar i år, men hun ville spare portoen, og da der var blokke nok til et helt tæppe, så kan det godt gå. Så nu steg antallet af 2009-blokke lige igen! Indtil nu var det ellers 1406 – en kæmperekord.
Erfaringsmæssigt er der knap så mange mennesker om fredagen, så jeg håber at nå lidt mere rundt i butikkerne, der var bl.a. nogle utroligt søde kattemønstre, som var udsolgt i går hos “Jettes Patchwork” og B.H.design der havde stand sammen, det var et af de steder, hvor der konstant var en tyk kø, der er så mange fine småting og altid noget nyt.
På gensyn i Aulby og god fornøjelse til de, der kommer!
Hej Hanne.
Det var da helt fantastisk at der er sådan en interesse, men godt for de børn det får glæde af et tæppe, de kan have som et minde om en god tid.
Kh fra Laila