Altså jeg er jo ikke den store fodbold-nørd og har aldrig været det. Men selvfølgelig følger man lidt med i landskampe, og jeg vil jo nok se DK’s kampe i VM. Man kan altid sy eller strikke foran skærmen!!
Men i går aftes faldt jeg altså for en fristelse, så i stedet for at gå lidt tidligt i seng, som jeg havde tænkt på, så blev jeg i sofaen foran skærmen med mit sytøj og så EM-finalen fra 1992, som blev vist som om det var nu! Med journalisterne, som de så ud dengang(!), spillerne i de noget kortere bukser end nu, og hele stemningen fra dengang.
Det er første gang, jeg ser hele kampen, vi har jo set mange klip af de mest spændende øjeblikke, men hele kampen så jeg på engelsk dengang, aldrig på dansk med de begejstrede “hutlihut” – “det er løgn Preben” osv, fordi jeg opholdt mig i Edinburgh, hvor jeg var leder for 44 spejdere fra Brædstrup på en fantastisk tur, hvor vi bl.a. besøgte min gode ven gennem mange år og hans spejdere. Efter teltlejr langt ude ved en flod og barsk bjergvandring og primitiv hike var afslutningsaftenen i deres spejderhus arrangeret til den samme aften som EM-finalen, så de udsatte festen med de skotske spejdere og deres familier til senere på aftenen og sørgede for nogle TV-apparater, så vi alle kunne se kampen. Vi havde fulgt med i resultaterne – bl.a. fra en dansker, der kom ned til flodbredden og fortalte drengene, at nu var “vi” i semifinalen! – og vi var som alle andre danskere overvældede over, at de danske “drenge” var nået så langt.
Så der var fest og jubel, da vi spændte sad og så den fantastiske kamp, og bagefter løb min yngste søn sammen med vore spejdere ned ad hovedgaden udenfor huset med en dansk fane højt hævet, og de skotske bilister dyttede begejstrede efter dem! Næsten dag, da de var på shopping inde i Edinburgh fik de mange rosende ord fra alle sider (de havde et lille Dannebrog på spejderuniformen), skotterne kunne godt lide, at “vi” havde tævet tyskerne!
Og nu så jeg så selve den kamp, som Søren, dengang alene hjemme, sad og så, hvor han slet ikke kunne klare spændingen, så han slukkede og gik ud på gaden, indtil han kunne høre på jubelen fra nabohusene og byen, at den var færdig. Hvorpå han tog sin allerbedste flaske whisky, som var gemt til en særlig lejlighed, og gik over til genboen for at fejre sejren!
Er det ikke sjovt, at her sidder man 18 år efter og ser en kamp, som man godt kender resultatet af, og alligevel bliver man så fanget, at man ikke kan gå i seng, men skal have det hele med!
Det er nok rigtigt, hvad man siger, at alle kan huske, hvor man var og hvad man lavede den aften i 1992. – Også selv om jeg overhovedet ikke har “forstand på fodbold”.
Åh hvor er det skønt at læse din beskrivelse af den dag. Man kan ikke undgå at blive lidt – ikke berørt – jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det, men sådan lidt gåsehudsagtig, og det er HELT skørt, for fodbold interesserer mig ikke en døjt! Men både semifinalen og finalen dengang i 1992 så vi sammen med gode venner – begge aftener endte lidt fugtige og jeg kan da ikke sige mig fri for at jeg – efter sejren over tyskerne – løb gennem Snekkerstens villaveje sammen med fruen i huset hos dem vi så det sammen med, med et stort dannebrogsflag flagerende imellem os, imens vi sang meget lidt flatterende sange om Tysklands træner. Vi havde hejst flaget ned fra flagstangen! Det var sjovt og sikke en samhørighedsfølelese, der var i de dage!
Heller ikke jeg er fodbold fan, men husker så udmærket den aften. Den gang, som nu, er det jo overvejende mænd der sidder ved skærmen, derfor stod et firma på pludselig med en masse “fribilletter” til den aftens Hjørring revyen. Det var dog nemt at finde pigerne som hellere end gerne ville være fri for fodbolden og til revy. Dog havde, der sneget sig en publikummer ind med en miniradio. Puldselig fløj vedkommende op og jublede. Og sørme om det ikke endte med at vi stod og sang “og det var Danmark” midt i revyen. Festen i gaderne bagefter var herlig.
Ja mon ikke vi er rigtig mange, der kan huske hvor vi var da Danmark vandt EM i bold. Vi var til studentergilde, havde lige fået nøglen til vores nye hus samme dag. Dog skulle vi ikke flytte dagen efter, for der blev min svigermor 60 år, så der er ikke nogen der skal stille spørgsmålstegn hos os om de ting. De hænger sammen, og vi kan de datoer i søvne. Og jeg kender helt følelsen Hanne, det der med at se en spændende kamp igen, kan da godt give kriller i maven.
Jeg glemmer heller aldrig den dag, eller rettere dagen efter. Vi var absolut ikke til fodbold. Vi var på campingferie i sydfrankrig og hørte godt en del larm på pladsen den aften. Snakkede om, at det måske var fodbold. Dagen efter var vi ude at køre, og da der første gang blev dyttet efter os, undrede vi os. Var der noget galt? Anden gang blev vi virkelig underlige til mode, og 3.gang stoppede vi bilen og gik ud for at se om vi var punkteret. Det var vi ikke. 4 gang blev der både dyttet og råbt efter os, men folk så glade ud, og nogle vinkede endda. Først da vi kom tilbage til pladsen fortalet vores nabo os at Danmark havde vundet, og her kørte vi rundt hele dagen og troede der var noget galt med vores bil.
Velkommen på bloggen, Kirsten, og tak for den gode historie! Jeg sidder ligefrem og klukker!