Ja, det er gættet af Lisbeth, Sonja L. og nu også Helle! Det er Bornholm, jeg er på – via Vejlefjord, Lillebælt, Storebælt, Øresund, ind i Sverige og ud af Sverige over Østersøen.
Og her er lige så dejligt som altid! og Bornholm lever op til sit navn: Solskinsøen! Solen har skinnet, siden vi kom, og vi nyder det.
Og de røgede sild smager lige så godt som de plejer på havnen i Svaneke, hvor jeg sidst spiste sammen med Søren og ældste søn + svigerdatter og børn for 4 år siden. Denne gang er det yngstesøn og svigerdatter, der har inviteret hendes mor og mig i sommerhus.
Varmrøget laks lige ud af røgeovnen med lækker salat – er det ikke skønt?
Jeg er godt træt i benene nu efter at have travet i Svaneke og Gudhjem i dag, vi har både besøgt glasbutikker, Karamelkompagniet mm og smagt forskellige spændende lakridser, købt ind af the og karameller. Søn og svigerdatter har luftet deres dejlige rottweiler på en tur til stranden, så nu hviler vi benene.
Jeg har været på Bornholm mange gange, helt fra jeg var 12 år og cyklede øen rundt sammen med mine forældre og søstre og boede på vandrerhjem, senere under andre former, f.eks. på campingtur med Søren, hvor vi indviede vores nyindkøbte telt i 1989, det var 1. gang, han var på Bornholm, men han kom der én gang mere, hvor vi boede i sommerhus i Snogebæk sammen med ældstesønnen. Det var også en skøn ferie med masser af solskin.
Det slår mig denne gang, at der ikke er så mange turister, som jeg har oplevet de andre gange, det siges, at der har været færre de seneste år pga dårligere færgeforhold! Det er jo virkelig synd!
Er bare SÅ misundelig. Elsker Bornholm, og bliver aldrig træt af øen. Boede som barn i Bodilsker ikke så langt fra Snogebæk, og min morfar var møller i Poulsker, hvor der nu er en efterskole.
Håber du får en god ferie 🙂
Ja der er nu dejligt på Bornholm Hanne.
Vi holdt bryllupsrejse derover sidste år og det var en vidunderlig tur rundt på øen i lejet bil.
Kommer der jo også jævnligt fordi jeg har familie derover, faktisk alle tilflyttere fra sjælland; Mor, stedfar, storebror, morbror og kone samt fætter med familie.
Men til sommer der skal vi ikke derover, der skal vi et smut til Jylland, til det dejlige vesterhav 🙂
Knus, Helle og fortsat en skøn ferie til jer allesammen på øen *s*