En dejlig fødselsdag

Tak for alle hilsner i går på min fødselsdag! Det blev en dejlig dag, som sluttede med, at jeg havde 2 feriebørn med hjem til Whisky, som blev helt ellevild og superglad, han vidste nærmest ikke, hvor han skulle gøre af sig selv, fordi de 2 mindste børnebørn kom med mig. Derfor har der så heller ikke rigtig været tid til at lave billeder!

Datteren ville gerne holde min fødselsdag for mig, og hele eftermiddagen/aftenen foregik i det fantastiske varme vejr i deres have…

..hvor vi fik den i vores familie traditionelle is-chokolade og kringle. Ved alle sommer-fødselsdage så længe jeg kan huske, har vi fået dette: en klump vanilleis overhældt med kold kakao/kakaomælk + en top flødeskum. Vi havde mange sommerfødselsdage i min familie, så den tradition er jeg vokset op med, og mine børn ligeså. Ligesom kransen af blomster omkring fødselarens tallerken!

Senere lavede datteren spansk “Tapas” med mange lækre småretter, utroligt at hun orkede det i den varme – her er kun et lille udvalg!

Indimellem blev der tid til meget sjov, Ebbe var meget tæt på en vandgang i baljen med øl og sodavand!…

..som Bodil fandt ud af at bruge til noget mere fornuftigt!

For det var jo dagen, hvor vi allesammen skulle lære Bodil at kende!

Bodil, nu 12 uger gammel, er nyeste medlem af familien, “babyen” hos datterfamilien.

En lille Tibetaner, der bare vader ind i hjertet på os alle – modig, nysgerrig, dygtig til renlighed og lyder sit navn. Se nu her: hvad skal man med en dyr “Donut” (hundeseng), når drengene har en sækkestol, syet af mig, selvfølgelig, som de er vokset fra, men som Bodil er fuldstændig vild med

Hun ligefrem vræler af fryd, når hun vælter sig rundt i den!

Men når “Mor” blander torskerogn med A38 og hvalpefoder, så “danser” Bodil omkring og kan slet ikke vente..

..og det forsvinder på et øjeblik!

Bodil er et skønt bekendtskab. Alle er fuldstændig charmerede af hende, så det bliver spændende at følge hende!

Jeg fik også dejlige fødselsdagsgaver: et nyt kamera af alle mine børn/børnebørn og et stærkt ønsket portræt af Søren, taget af hans nu også afdøde barndomsven Johannes i Provence, fundet i hans arkiver af Shirley og nu fremkaldt og indrammet af en rigtig fotograf og ikke “bare” skrevet ud på en printer. Det fik jeg af Bodil/Jinpa (hendes officielle tibetanske navn), og det er jeg meget glad for! Det er sådan et godt og typisk billede af Søren. Jeg kom igennem dagen uden at savne ham alt for meget, og det er dejligt, at vi alle – også børnebørnene – kan snakke om ham og vedkende os savnet.

Dagen endte med, at de 2 mindste børnebørn og jeg kl 23.30 gik tur med Whisky, hvor vi også fik en lille snak om Morfar/Farfar og om han kunne se os nu?!

3 tanker om "En dejlig fødselsdag"

  1. Kære Hanne !
    Tillykke med dagen 😉
    Det ser festligt ud med den blomster krans,
    måske man skulle indføre det i familien.
    Dejligt med sådan nogle børn og børnebørn.

    Yt.

  2. Yt, det er dejligt med traditioner! I min barndom holdt vi “storfamilie-sommerferie” i mine morforældres sommerhus i Nyborg, fra maj til oktober, indtil jeg begyndte skolen, så blev det jo kortet af! Der var mange fødselsdage, og traditionerne herfra har vi ført med os, både mine søstre og jeg – og nu igen vore børn! Blomsterkransen er så uundværlig, at da jeg fik børn i Grønland – og de første 2 er født hhv. i marts og februar – plyndrede jeg mine potteplanter for at lave blomsterkrans til deres fødselsdage!

  3. Hej Hanne.

    Ja det er dejligt med traditioner, og godt du fik en god dag sammen med familien. I ser ud til at nyde det. Sikke dejlig lille Bodil er hende skal i nok få meget glæde af.

    Kh fra Laila

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *