Så nu fik jeg ram på dem! Jeg vidste godt, at jeg havde “dræbersnegle” – det har vi haft i mange år, og vi har altid jagtet dem med forskellige midler – men jeg vidste ikke, at der var så mange! De gemmer sig jo, de skarn.

Jeg plejer at gå med min blomstersprøjte fyldt med vand + 3-dobbelt salmiakspiritus, samt en lille skovl, så jeg skovler dem ud i jord, før jeg sprøjter dem, ellers kommer der gule pletter på græsplænen (jeg gør stadig som Søren har dikteret!)

Men jeg har opdaget: – at de næsten har spist en Klematis – at de havde kurs mod en anden af samme slags – at der var mange omkring de store Hosta – og at de var godt i gang med at æde kartoffeltoppene!

Så nu fandt jeg sneglegiften frem i går og strøede tæt mange steder (de blå korn). Og samtidig med regnvejret, som lokker sneglene frem, har det givet resultat!

Jeg kan altså ikke lide de slimede kryb – Addr! Og nu ligger de så i massevis, halvdøde og drukner i regnpytterne. Jeg har ikke spor medlidenhed!

Enkelte steder var der stadig nogle, som ikke havde været i giften, de fik lige et skvæt med sprøjten!

Det er ikke løgn, at vi har samlet i 10.000-vis, det slår vist ikke engang til, Søren var i TV et par gange det første år, hvor han demonstrerede, hvordan han slog dem ihjel, det år talte han dem, der var over 16.000! Dengang var det med benzin el. salt, men saltet holdt han op med, da han så virkningerne på de grønne områder året efter, hvor der var brune kanter langs skolestien og andre steder. Så fik han rådet med salmiakspiritus+vand, som vi har brugt siden kombineret med sneglegift. Det omdannes til gødning, og det er effektivt!

Det er som med mange andre ting, som Søren plejer at ordne: jeg får et sug i maven og en lille klump i halsen, når jeg finder hans store gummihandsker og hans bøtter med sneglegift frem! Men så tænker jeg på, at han ville jo ikke kunne gøre det, så syg han var. Og så ville det have været synd for ham.