Copyright – er det noget, man skal respektere?

Jeg får ofte forespørgsler vedr. patchworkting el. strik, der er på min hjemmeside, som måske er Danmarks mest omfattende patchwork-galleri på nettet (med 500 – 700 besøg pr dag), men som kun er en hobby.

Jeg bliver også ofte forvekslet med HANNE’s patchworkbutik, så jeg bliver ringet op med bestilling på et eller andet. Det kan jeg sagtens forstå, og den misforståelse bliver rettet med et smil.

Men når jeg får “bestillinger” på mønstre af ting, som er vist på hjemmesiden/galleriet, så er jeg jo nødt til at henvise til, at mønstrene er købt i en butik, hvilket jeg også skriver i teksten ved billedet, hvis jeg kender oprindelsen. Hvis det er ting, syet af andre end mig selv eller dem, jeg syr sammen med, ved jeg jo ikke altid, hvor det kommer fra. Og det fortæller jeg så. Jeg mener ikke, jeg har nogen forpligtelse til at opstøve oplysninger for vildt fremmede.

Og hvis det tydeligt fremgår af teksten ved et billede, som f.eks. dette:

Tekst ved billede: 

Ketty har syet den søde og sjove vin-ko, som har en hemmelighed: yveret giver adgang til en 3 liters vinpose fra en “pap-vin”! Mønsteret er norsk og kan fås her.  Maskinsyet. Februar 2010

…så kan jeg ikke forstå, at man prøver at bestille det hos mig, eller, når jeg forsøger at forklare sammenhængen, insisterer med et spørgsmål om, hvor man kan få det (ja, der står “få” i mailen) og andre mønstre.

Så bliver jeg, som et et hjælpsomt menneske, det vil mange vide, irriteret!

Selvfølgelig hjælper vi hinanden, og hvis vi syr sammen, kan vi da også godt tage en kopi af et mønster, men jeg tager altså ikke brødet ud af munden på de forretningsdrivende, som vi skal være glade for, at vi har, og kopierer et mønster, som sælges i en butik, til vildtfremmede.

Jeg fik en spydig undskyldning! Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om afsenderens arbejdsgiver (det er nemlig en arbejds-mailadresse til et stort firma) kender sin ansatte og ved, hvad arbejdstiden bliver brugt til? Nu er jeg ikke rar, det ved jeg godt, men jeg synes, det er uartigt! Én ting er at man tager fejl og “tror” jeg handler med mønstre/patchwork. En anden ting er, at man efter en forklaring følger op og nærmest insisterer.

19 tanker om "Copyright – er det noget, man skal respektere?"

  1. Hej Hanne

    Det var dog frækt at være sådan, men måske skal du lave noget om på din forside på den hjemmeside, hvor du så med store bogstaver pointerer, at du blot viser billeder og ikke sælger hverken mønstre eller stof. Det kan jo også blive for meget a t skulle blive ved med forklare sig altid, og så oven i købet få en svinsk svar retur – Det kan de som kiggerm ed ikke være bekendt, og jeg kan ikke forstå at de ikke kan se det kun er en fremvisning side med en masse flotte arbejder. og det er umuligt at IKKE kunne forstå det du skriver neden under billederne.
    Og det at du ligefrem linker til hvor de evt kan få fat i et mønster er da kun en ekstra flot gestus fra din side – Det kunne du jo undlade at gøre.
    Men tænk over at få noget lagt på forsiden om hvad denne side er og hvorfor den er som den er og ikke mindst at det ikke er en butik-
    Det kan nå at stoppe mange af de kedelige oplevelser tror jeg
    Bare et forslag.
    God Weekend til dig
    Fra Lone

  2. Hvor blev jeg både harm og glad da jeg læste dit indlæg. Harm på dem der ikke forstå at ting koster penge, mod ikke de får løn for at gå på arbejde? Og glad for dit svar. Jeg har også været ud for at en ville bytte designer-opskrifter med mig. Hvilket jeg sagde nej til, for skal designerne leve hvis de ikke får løn for deres arbejde.

  3. Jeg syntes bare, at du skal blive ved med at gøre, som nu Hanne. I bund og grund tror jeg, det handler om, at folk ikke rigtig læser, hvad der faktisk står og det kan hverken du eller jeg gøre noget ved. Det med de underlige mails kender jeg også alt til!

  4. Kære søde positive Hanne.
    Du skal da ikke lave så meget som et komma om på din side, endelig fortsætte som hidtil. Du skal blot blive rigtig god til at ignorere den slags mail. Hvor svært det end må være for dig. Dump dem i spam-boksen. Kærlige hilsner fra een der nyder dine positive indlæg hver dag – er vist nærmest afhængig. Rigtig god week-end.

  5. Tak for jere søde kommentarer!
    Jeg vil ikke lave om på hjemmesiden og dens forside, for jeg er temmelig sikker på, at når man ikke ser, at der er et link, så læser man heller ikke forsiden!
    Men jeg vil gerne sige, at det er første gang, jeg får sådan en reaktion! De fleste forstår det godt, og så er det nu heller ikke så mange, at det er uoverkommeligt!
    Jeg synes, det er naturligt at linke til, hvor man købe et mønster eller skrive titlen på en bog, hvis jeg ved, hvor det kommer fra.

  6. Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Er der andet at sige om det?
    Din side er som den skal være og det er du også. Din hjemmeside er den første jeg kigger på hver morgen – og så den anden HANNES, og jeg nyder alle de flotte ting.

  7. Hej Hanne.

    Det er da mangel på respekt. Jeg må sige ,at din side er det første jeg ser om morgenen, jeg bliver vældig inspireret, syntes det er flot, at du viser, hvor man kan linke sig hen, men du har da ret i at de forretninger der laver mønstrene også skal have noget for deres arbejde.

    Kh fra Laila

  8. Hej Hanne.
    Jeg synes også du skal lave din hjemmeside som du plejer og ikke tage dig af den slags mails. Jeg er som flere andre inde at kigge på din blog, din hjemmeside og HANNES hver dag og nyder det meget. Knus Inge-Lise

  9. Laila, det med at linke til et gratis mønster, synes jeg er helt sjovt. Og mht butikkerne, så kan man jo oplyse (og linke) til den butik, hvor mønsteret kan købes, det er naturligt for mig.
    Så nej, Inge-Lise, jeg ændrer ikke noget ved den praksis, og jeg ærgrer mig ikke så længe ad gangen. Men det er meget godt at få luft – og medhold fra jer!
    Så tak for det!

  10. Hej Hanne
    Jeg syntes helt klart du skal fortsætte som du plejer, Det er ikke til at misforstå din side, den er privat.
    Jeg er rigtig glad for at se alt det du lægger på, og syntes det er en dejlig ting at du nogle gange linker til hvor mønstret kan købes SUPER flot.
    Mvh Lone Morsing

  11. Hun har uret.
    For 70år siden fik min mor ikke flidspræmien i skolen, på grund af de tre små ord.
    Folk kløjs stadig i sproget. Derfor er der heller ingen mening i at lave noget om på din fortræffelige hjemmeside, Hanne. Som vi er mange der sagtens kan læse og forstå rigtigt, og som vi nyde og har megen glæde af.
    Der er folk, der er uden for pædagogisk rækkevidde, og dem der tror alting er gratis, skæld dem ud, få luft og glem dem.

    Hun har uret – hun er gal på den eller hun har uret – hun har et ur

  12. Leg med ord! Det er sjovt, når man pludselig opdager, at sådan som man læser et ord, er det slet ikke det, der menes. Eller når man ikke brgriber, hvad der står, indtil man opdager, at det er én selv, der lægger trykket forkert.
    Det varerede lige lidt, før jeg forstod, hvad du skrev, Susse!

  13. hej
    Jamen jeg er helt enig i hvad i skriver.

    Mange tror at man “bare kopier” mønster og giver væk. Har også nogle som giver mig mønster i butikken, så kan jeg jo bare bruge dem…… siger de. Mange bliver også overrasket over at man ikke bare må kopier fra bøger og ugeblade og dele ud…., og forære dem til højre og venstre….

    Håber at dette har været en lille opsang til alle som bare kopier, Tænk over hvad du gør og stop omgående med det. Køb det mønster du har brug for og glæd dig over at du har et helt og et rigtig mønster og ikke som kan være skævt og ubrugeligt.
    Har desværre også set kopier, hvor der hvor der står “kopering forbudt” bare er streget over – mon nogle så tror at det er mere rigtig???
    Hvis vi alle prøver at fortælle vores kære syvenner at det er forkert at kopier, kan vi måske ændre den dårlige holdning, som findes i vores kredse…..
    Tak Hanne S fordi du tog dette meget ømme og varme emne op.

  14. Et eksempel, jeg hørte forleden:

    En garnforretning, jeg er kunde i, har oplevet, at kunder har vist hende et af hendes egne mønster, som de har KØBT i en anden strikkeforretning!!! Underforstået: uden hendes tilladelse.
    Det sidste nævner jeg, fordi jeg ved, at forretninger også sælger mønstre til hinanden, som f.eks. Pedari mønstre, som HANNE’S patchworkforretning har eneretten til, men som andre patchworkforretninger køber af hende.
    Det er barske løjer! Det er jo deres levevej.

  15. Hej med jer
    Sikke mange bemærkninger det her indlæg har givet dig Hanne! Jeg kan osse se jeg blir sablet ned med mit forslag, og det er fint med mig, men jeg ville, hvis jeg havde denne side stærkt pointere på min forside om hvordan siden fungere og hvad man kan og ikke kan ved at kigge rundt på alle siderne – Derved undgår man mange trælse oplevelser til følge……
    Og desværre lever vi i et kopiering samfund endda i stor stil. Så det vil altid foregå på den ene eller den anden måde.
    God Weekend Fortsat til alle

  16. Lone, jeg synes nu ikke, der er nogen, der “sabler dig ned” 😉
    Jeg mener stadig, at de fleste ikke læser på forsiden, og i hvert fald ikke læser det, som de ikke vil se, hvis du forstår, hvad jeg mener.
    Men jeg vil lige tænke over, om jeg skal skrive i teksten, at jeg respekterer copyright og derfor ikke kan levere kopier! Så kan jeg da altid henvise dertil.
    Det er ret sjovt med sådan en debat!

  17. Hej Hanne .
    Ja hvor har folk da travlt , jeg ved da at i nogle garnforretninger tager de selv kopier og tager fuld pris for dem.
    Nej bliv du ved med at gøre som du plejer , du gør ikke noget forkert ved jeg .
    Vi er mange der er glade for din blok , nyder at læse den hver dag .

    Hilsen Anette

  18. Hej Hanne
    Nej! Det var nu heller ikke sådan alvorligt ment med nedsabling :-), Men kan godt mærke når nogen forsvarer andre, så det gør noget!! Og det er super at folk er oppe på mærkerne omkring de her ting med kopier og lignende… 😉
    Men jeg syns bare at det ville lette en hel del hvis det stod direkte på din forside at det ikke er muligt at få mønstre hos dig… og at det kun er en billede side med fremvisning af flotte Patchwork arbejder..
    Ja! mange læser nemlig ikke hvad der står på din forside på hjemmesiden – Eller overser det med vilje, og prøver lykken om det kunne lade sig gøre at få et mønster hos dig.
    Men pøj Pøj med det..
    God Søndag….. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *