Jeg bliver lidt ked af det, når jeg hører, at nogen ikke vil have den hjælp, de kan få. Som den senile dame, hvis datter jeg sommetider snakker med. Datteren passer selv sin gamle mor, der er dement og ikke altid ved, hvad hun gør. Det er helt bestemt et prisværdigt arbejde af datteren, men et hårdt slid og indimellem meget strengt, både fysisk og psykisk. Hun kunne selvfølgelig få hjælp fra hjemmeplejen, men det vil mor’en ikke! Og når de har haft besøg af en visitator, der prøver at foreslå hjælp, har datteren “ballade” bagefter. Så hun tager selv slæbet og ubehagelighederne, der også omfatter urenlighed. Det er jo ikke nemt!
En anden, som har en meget syg far med samme sygdom, som Søren havde, kan ikke få sin mor til at modtage hjælp fra hjemmeplejen, hun vil selv og klarer selv det hele.
Så tænker jeg på, hvor glade vi var, både Søren og jeg og vore børn, for den hjælp vi fik fra de utroligt søde og omsorgsfulde sygeplejersker og hjemmehjælpere, som efterhånden kom dagligt her i huset. De passede Søren, hjalp ham med personlig hygiejne på en meget kærlig måde, som han værdsatte, snakkede med ham om alt muligt, også ting, som han ikke ville gøre mig ked af det med, fandt jeg ud af bagefter, og var bindeled til lægen. De gav sig tid, også til at snakke lidt med mig, det betød virkelig meget. Og hvis Søren en gang imellem ikke ville vaskes ret meget, så var det også i orden, de tog alle mulige hensyn. Deres hjælp gav jo også mig mere overskud til at gøre alt det andet, der naturligvis var at tage hånd om.
Og det var jo den hjælp, der gjorde det muligt at Søren kunne blive herhjemme, som han (og jeg!) gerne ville.
Det ville have været utroligt hårdt, også at tænke på bagefter, hvis jeg havde været for “stolt” til at tage imod den hjælp. Det er synd og uden mening, når man ikke vil modtage den hjælp, man bliver tilbudt.
Jeg tror (og håber), at disse syge mennesker, ikke har tanke for, at det er utroligt opslidende, at være pårørende. Både fysisk og psykisk. Da min far lå hjemme med kræft, kom hjemmeplejen en time hver formiddag, som min mor så brugte til at handle lidt og komme hjemmefra. Det var godt til dem begge.
Jo, men Dorthe, i det ene tilfælde er det den raske ægtefælle, der ikke vil have hjælp, og der er det min erfaring, at både den syge og den raske har godt af den hjælp, man har lov og ret til at få. Hvorfor så ikke tage imod den?
Du har fuldkommen ret. Desværre er der nogle mennesker, som ikke vil modtage den hjælp, som kan tilbydes fra det offentlige. Hvorfor ikke takke ja til den fuld professionelle hjlælp…..Ofte oplever jeg at visitationen og plejepersonalet er gode til at få “listet” lidt hjælp ind, med det resultat at der med tiden kan komme fuld hjælp på. Det tager tid, nogle gange lang tid:))
fru Larsen, det har jeg netop foreslået i begge tilfælde: at de skulle prøve at få et besøg af en visitator. Det startede vi med, faktisk før, der var et behov, men vi vidste jo, at det ville komme, og så var det nemt at “kalde”, da behovet opstod.
Ja det er trist når nogen snyder sig selv for hjælp, fordi de har denne stolthed at ville klare sig selv og desværre finder mange mennesker der både grænseoverskridende og ydmygende at være den svage part.
Og endnu mere synd er det når man skal belaste sine egne med en lige så grænseoverskridende pleje. For hvem har det egentlig let med at skulle intimvaske og pleje sine egne forældre?
Min far plejede selv sin demente kone gennem mange år indtil hun blev så syg at hun måtte på plejehjem og døde kort efter. Han var ved at slide sig selv fuldstændigt op. I dag har han det heldigvis godt igen trods sine 80 år.
Hej Hanne.
Ja man forstår ikke at den gamle dame ikke vil modtage hjælp, der må datteren nok lære at sige fra, det er virkelig svært at passe en dement, mange gange ved de jo ikke , hvad det er de siger nej til..
Kh fra Laila