Kalenderen

Der er noget med den kalender, den for 2009, som jeg har i hovedet og gennemlever hele dette år. Der er datoer, der siger noget godt eller noget dårligt, der er minder.

Jeg har det ikke rigtig dårligt med det, og jeg tror, at det er dette første år uden Søren, at datoerne hele tiden dukker op med minderne om, hvad der skete eller hvordan det var for 1 år siden.

Jeg er kommet godt igennem dette år, og det går bedre og bedre, den sløvhed, jeg følte de første måneder, er jeg ovre, og jeg har ikke svært ved at lave de ting, jeg gerne vil.

Men savnet! Det er der. Og fornemmelsen af, at han stadigvæk er her i en eller anden form. Nej, jeg tror ikke på noget okkult, men jeg har en fornemmelse af nærvær, og sommetider må jeg tage mig i at tænke på, om han synes dette eller hint, om han trænger til et eller andet, om han snart kommer ind ad døren!

Om 2 dage begynder nedturen for alvor, men forud for den lungebetændelse, som startede den 12. oktober og aldrig forsvandt, havde han en god periode.

4 tanker om "Kalenderen"

  1. Kære Hanne. Det er nok en tid der vil vende tilbage hvert år, men det bliver mindre svært. Godt du er kommet videre og har mange gode minder. Tænker tit på dig.

  2. Hej Hanne.

    Sorgen forsvinder ikke helt ,men det bliver nemmere med tiden, de første år er de værste.

    Du har klaret det rigtig flot.

    Kh og mange tanker fra Laila

  3. Kære Hanne.
    Jeg syntes du har været så sej hele vejen igennem Sørens sygdom og efter hans død. Du har skrevet her, du har undervist, syet og strikket en masse flotte ting. Men derfor er der jo en masse tanker der kommer til en med datoerne i vores liv.
    Jeg mistede min søn i en trafikulykke for 10 år siden, og jeg har da stadig alle de datoer der giver tanker og savn, men heldigvis også glæden ved at de har været i vores liv, og hvad det har givet os med i rygsækken.
    Forleden læste jeg om datoen du forbandt med din far og hans liv.
    Nå vi sidder med vores sysler, så er der jo frit spil i tankerne og der er heldigvis lagret til mange smil,men også nogle tårer.
    En god efterårsdag til dig.
    KH Bente Kold

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *