Hønsestrik

Hønsestriktæppe 1974

Hønsestriktæppe 1974

Min mor strikkede veste og trøjer i hønsestrik til sine børnebørn i ’70-erne, hun var helt eminent dygtig til at strikke og til at sætte farver sammen.

Da vi skulle have det første barnebarn for 12 år siden, fik jeg foræret af en ældre veninde et dengang 25 år gammelt nummer af Alt for Damerne med opskrift på “Jespers tæppe” i hønsestrik af bomuldsgarn. Det havde hun gemt (hele nummeret) og strikket tæppet til sine børnebørn, og nu kunne jeg strikke det til mine!

Det har jeg gjort, både til dem og andre børn. Jeg har forbedret opskriften, idet jeg er gået over til at sætte fleece på bagsiden. Det er lunt og pænt, og så skjuler det alle de mange ender, som jeg kun binder for.

Få uger før vi rejste til Norge i maj, fik jeg en bestilling på et, der skulle bruges som dåbsgave, og det lykkedes at få det færdigt, før vi rejste.

Nu er der så en lille dreng, der skal have et.

Jeg strikker ikke 2 ens, jeg synes, det er sjovt at skifte mellem borterne og farverne, jeg finder også nye borter forskellige steder, og nogle går igen.

Ingenting er bestemt på forhånd. Alt er i bomuld.

Mange har spurgt efter opskrift. Pga copyright må jeg ikke kopiere opskriften fra det gamle blad. Men jeg har lavet min egen vejledning som trin-for-trin tutorial med de ændringer og tilføjelser, som jeg selv har fundet på. Forskelleige borter kan man finde i gamle hønsestrik bøger (biblioteket), på Pinterest eller broderi mønstre. Her er mit mønster:  til fri afbenyttelse.

31 tanker om "Hønsestrik"

  1. Ih, hvor er de søde og sjove de tæpper, du strikker. “Forbedringen” er lige sagen til lækre tæpper, som kan blive færdige, fordi de “dumme” ender ikke behøver at hæftes. Det sjove er, at jeg tydeligt kan huske at have set det tæppe i bladet. Var det ikke en konkurrence, Hvor dette tæppe var en af vinderne? Nu har du så lige givet mig den fikse idé, at sådan et må jeg da også strikke.
    Fortsat god leg med alle dine glade farver,
    Birthe

  2. Det var dog de mest fantastiske tæpper, jeg har set længe længe. Sikke et arbejde og hvilket flot resultat. Det må være en drøm af et tæppe for enhver mor og ethvert barn.
    Tanker Mie

  3. Tak for kommentarerne.
    Birthe, så vidt jeg husker var det ikke nogen konkurrence, men jeg har ikke gemt hele bladet. Jamen det er også sjovt at strikke det!
    Jette, det er ikke hårdt for hænderne, for det er tynd bomuld, ganske alm. nr. 8 el. lign, på rundpind. Og så er der jo en del omgange, hvor jeg strikker med samme farve, f.eks. i striber. Så det går egentlig ret hurtigt, og jeg kan sagtens “høre TV” samtidig!

  4. Jeg faar helt lyst til at strikke endnu et Hoensestrik taeppe og bare have det liggende til naeste barnebarn arriverer.
    Ann

  5. Arrjjj … jeg blir helt nostalgisk og sidder og overvejer hvor mine gamle Hønsestrikbøger er blevet af 😉
    Hvor er de dog flotte … de tæpper … de lokker ….

    KH Siffe

  6. Min mor strikkede selv sådan et til min lillebror, der nu er 26 år gammel, og der har mine børn på 4 og 6 lige nydt godt af, da de var helt små – et smukt og sjovt tæppe,man ikke ser ret ofte. Jeg har endda også opskriften endnu, det er sjovt at sidde og sammenligne farvesammensætninger.

  7. Tak! Jamen det er da bare om at komme i gang, det er rigtig sjovt og hurtigere, end man tror, fordi man liiige skal strikke den næste bort! Og du har jo prøvet det før, Ann, så mon ikke der kommer et barnebarn mere, til at bruge det?

  8. Anne, det er sjovt – der er åbenbart en del, der kan huske det, har strikket det og måske har gemt opskriften. Måske bliver det populært igen?

  9. Kære Hanne
    Hold da op hvor er de flotte.
    Nu bliver det da meget varmt, alt det bomuldsgarn der ligger og kigger i en gammel kurvekuffert. Det er da lige sådan nogle tæpper det kalder på. Må man spørge, hvor mange masker og hvad pind du strikker på, bare for at have lidt at rette sig efter.
    fuld af beundring
    Kirsten Hedam
    Nyborg

  10. Ja, det må du gerne. Jeg strikker på rundpind nr 3, og med 210 masker. Bomuldsgarn svarende til Mayflower nr 8. De fleste af mønstrene er fra Kirstens Hofstätters Hønsestrik bøger. Jeg har desuden fundet forskellige borter i blade og andre opskrifter med mønsterstrik, iøvrigt er svampene et broderimønster! Og så strikker jeg striber indimellem.
    Jeg strikker ca. 95 cm, zigzagger på maskine og klipper op som på norske trøjer.
    God fornøjelse!

  11. Pingback: Vaks med nyt tæppe « Dingenoter’s Weblog

  12. Dingenoter, tak for linket til de små mønstre, der er flere af dem, jeg kan bruge i det hønsestriktæppe, jeg er i gang med – jeg vil gerne have nye borter!

  13. Super flotte tæpper.
    Jeg kan anbefale jer, der vil i gang med at strikke hønsestrik, at lede i antikvarboghandlere efter de gamle hønsestrik-bøger. Jeg har selv haft heldet med mig og skal nu i gang med et projekt, der ender som en dejlig trøje til mit lille barnebarn. Hendes mor – min datter – har allerede opfordret mig til at lave en nederdel til hende,n år trøjen er færdig, da hun synes, at hønsestik er helt fantastisk …. 🙂

  14. Fine hønsestriktæpper – men det er ikke nødvendigt at styrte land og rige rundt og hjemsøge antikvarboghandlerne – hønsestrikbøgerne kan hjemlånes fra en hel del danske biblioteker, ja, man kan endda få lov at kopiere fra dem…

  15. Hvor er det sjovt at læse de mange søde kommentarer du får på tæpperne. Du skal vide, at vi er RIGTIG glade for for dine tæpper og at de bliver FLITTIGT brugt, både på barnevognsture og som legetæppe på gulvet mm. 🙂
    VH Sille

  16. det er virkeligt et fint tæppe. hvor får man opskriften hvis man ønsker den? det kan jeg ikke helt finde ud af:)
    mvh marianne

  17. Marianne, opskriften var i et Alt for Damerne fra 70’erne! Så den er lidt svær at skaffe. Men prøv at se her: http://www.syenlap.dk/?p=1138 her er min udgave med billeder og praktiske ændringer. Skulle du ønske flere detaljer, så send mig en mail på hanne @ kludekoner.dk (fjern mellemrum).

  18. Hej Hanne
    Jeg er lige en tilfældig en som kom forbi din side, og må sige at hold da op hvor er de tæpper lækre.. Er det nogen du kan lave på bestilling eller hækler du kun til den heldige familie?
    Hvis jeg er så heldig at du sælger dem, hvor meget skal du så have for et?
    VH Ina

  19. For 31 år siden strikkede min søster et lign. tæppe til min ældste søn. Det blev ganske enkelt slidt op. Siden har jeg selv strikket utallige lign. tæpper til hele familiens småbørn. Nu er det mine børnebørn, der får glæde af tæpperne. Sjovt at se, at vi stort set bruger de samme mønstre og lige som dine tæpper, er der heller ikke 2 af mine, der er ens. Jeg bruger bomuldsstof i forskellige farver til bagside og kanter dem med satinbånd.

  20. Det er sjovt, Lisbeth! Jeg kender ikke ret mange, der strikker hønsestriktæpper, men de er meget populære blandt modtagerne, og det kan jeg forstå, at dine også er. Min opskrift stammer fra et Alt for Damerne fra 70’erne, hvor hønsestrik var meget udbredt. Det er så en dame på nu knap 90, der har gemt den. Men det er jo lige sjovt at strikke det.

  21. Kære Hanne.
    Er det muligt at få en kopi, af opskriften på det originale tæppe fra Alt for Damerne, tilsendt?
    Jeg har selv ledt og ledt, men uden held. Fik et tæppe magen til, da jeg var barn. Da min mor døde, blev der ryddet op og tæppet kasseret. Nu kunne jeg godt tænke mig at strikke et lignende tæppe til mine børn.
    Mange hilsner fra Maria
    (linnetved@yahoo.dk)

  22. Velkommen på bloggen, Maria! Jeg har lavet en beskrivelse her:
    http://www.syenlap.dk/?p=1138
    Du kan låne originale bøger med hønsestrikborter på biblioteket, men nogle af de borter, jeg har brugt, er fra forskellige nyere blade, broderimønstre, som jeg har omsat osv.
    God fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *