Det sner!
Bare en lille smule, men gad vide, hvad det varsler? Forhåbentlig ikke en snevinter som den sidste, det kan være det samme, tak!
Men forresten var det ikke spor koldt, kun hvis man stod stille (det sker jo, at jeg møder nogen at veksle et par ord med), for så var vinden bidende.
Vi blev en smule fugtige, Whisky og jeg, men værre var det ikke.
Det ser iøvrigt ud til, at det hjælper på hans sorte udslet i lysken med den medicinske shampoo, jeg vasker ham i 2 gange om ugen. Og hans pels er blevet så lækker blød! Jeg plejer ikke at vaske ham ret tit, så derfor er det mærkbart. Og han er så sød: han går pænt og lidt slukøret ind i brusekabinen på gæstebadeværelset, og stiller sig op til vask! Efter at have vasket ham over det hele 2 x ugentligt de første 2 uger, skal han nu kun vaskes i lysken den ene gang, det er lidt nemmere.
Det vigtigste er, at det er bleget meget af.