Uhm – en skøn duft at komme hjem til!

Det er jeg spændt på: ekstrem langtidsstegning af and! Jeg fik blod på tanden efter min meget vellykkede langtidsstegning af en nakkesteg, så nu skulle det prøves med Mortensanden.

Jeg syr patchwork på Søndergården onsdag eftermiddag, så jeg satte anden i ovnen kl. 12 ved 100 gr.! Og sikke da en duft af andesteg at komme hjem til – uhm dejligt! Den står og ser pæn let gylden ud, har en anelse væde i bunden af fadet, men har jo stadig 2 timer til at blive færdig i, så mit skøn er, at det passer meget godt.

Jeg har inviteret nabokonen på Mortens and, hun har sent fri fra arbejde om onsdagen, så det passer meget godt. Så kan vi hygge os stille og roligt.

Og man kan godt eksperimentere lidt med en Mortens and – derimod ikke juleanden, den skal være helt traditionel! Engang for mange, mange år siden (42 år for at være helt præcis!) lavede jeg And a la orange Mortens aften. Det gjorde jeg aldrig mere – det ødelagde fuldstændig Sørens oplevelse af Mortens aften.

Men jeg tror godt, naboen kan acceptere, at jeg laver rødkålssalat i stedet for sædvanlig rødkål, hun er også glad for grøntsager. Jeg vil snitte rødkålen fint, tilsætte clementiner i både, syltede tyttebær, snittede blegselleri og nødder og vende det med Balsamico eddike og olivenolie, salt og peber. Så det vil jeg gå i gang med.

En tanke om "Uhm – en skøn duft at komme hjem til!"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *