Det er utroligt dejligt og hyggeligt, når jeg er “kustode” på Løndal, og der så kommer nogle med et stort smil på læben og vil hilse på mig, fordi de jo kender mig, min hund, min familie..og har kommentarer til, hvad jeg sidst har syet/strikket! Det skete flere gange i går, og jeg kan næsten se på ansigterne, når de kommer i vrimlen, at de vil mig noget personligt. Det er morsomt – for jeg kender jo ikke jer!
Her er flere billeder – mest af de flotte dekorationer med naturmaterialer, som Bjarne Aarhus har lavet, kombineret med husets egen julepynt.
I Thestuen, hvor danmarksmesteren i julehjertefltning viser hundredvis af flotte hjerter, kan man også selv få lov at prøve.
Jeg skal også derud i dag, hvis det ikke bliver helt vildt med snevejr. I går fik jeg tid til at se alle udstillingerne med alt, hvad hjertet kan begære af pynt, vin, specialkaffe og -the, meget flot tøj, lys i alle afskygninger, masser af smykker og glaskunst, og jeg fik købt en enkelt julegave, som jeg håber, modtageren vil værdsætte! Jeg mangler at besøge manden med orkidéer, det skal jeg gøre i dag, for han har en fantastisk god orkidégødning, som han selv blander, og som jeg købte af ham i maj. Aldrig har mine orkidéer være så flotte som efter, at jeg er begyndt at blande den i vandet.
Der var også hyggepianist i går, der spillede meget dejligt på flyglet i havesalen, og en ung mand af familien spillede lidt sammen med ham på saxofon, det kunne de godt finde ud af, selv om de ikke har spillet sammen før.
Og da jeg kom hjem, var der hængt julebelysning op i min have! Hvor er det dejligt med gode naboer! Det kan jeg ikke selv, men jeg savner det jo, hvis det ikke kommer op!
Som hjemmegående depressiv er det dejligt at læse om dine, og andres, skønne oplevelser. Du ledsager altid med så mange smukke billeder. Rigtig go’ søndag.
Hej Hanne.
Det lyder som en rigtig hyggelig weekend. Godt med gode naboer.
Kh fra Laila
Som kreativ person, får jeg megen inspiration ved at se på disse smukke dekorationer m.m.
Tak for dem.