Trods kolde fornemmelser varmedes jeg ved at få mit årlige “julebrev” til familie og venner færdigt. De fleste får det sammen med et julekort, nogle får det pr. e-mail, næste år bliver det måske mest pr. e-mail med de portostigner, der kommer. Det er en udmærket måde at fortælle lidt om årets begivenheder, der kan stå meget mere end i et julekort, og så skal man ikke gentage sig selv.

Nu har jeg postet dem til udlandet, så kommer resten af sted i morgen. Det er temmelig mange, og jeg synes, det er en hyggelig skik. Jeg har også modtaget de første i dag. Nogle har jeg kun kontakt med den ene gang om året, men det fint nok, så følger begge parter med. Udover familien er der nogle få, som jeg har skrevet julekort til i næsten 50 år, men der er jo også mange, der er faldet fra. Og så er mange kommet til i årenes løb. Der er ungdomsvenner, spejdervenner, patchworkveninder, rejsevenner, Sørens venner oprindeligt, fælles venner og mine egne. Søren skrev næsten aldrig julekort, men efter at vi blev par, blev han meget glad for, at vi fik god kontakt med vennerne, uanset hvor vi flyttede hen. Og hans familie sagde tit, at det var dejligt, jeg skrev breve, så de kunne følge med i vores tilværelse. Det var nok også en af grundene til, at vi kunne holde fast i vennerne i alle årene i Grønland.

Min egen familie var vant til det. Da min næsten jævnaldrende søster og jeg som børn var på spejderlejr, grinede vores forældre over, at de fik alenlange breve fra mig med beskrivelser af alt, hvad jeg oplevede, mens min søster ikke lod høre fra sig overhovedet. Men hun oplevede sikkert lige så meget, det lå bare ikke til hende at skrive. Det gør det som bekendt til mig!