Nu kommer den mest spændende måned, hvor jeg modtager blokke til puttetæpper fra hele landet! Det er så sjovt – og det er startet. Posten har haft pakker med til mig de sidste 2 dage allerede.
Og selv om vi har modtaget over 600 syede blokke, og mange af disse allerede er syet sammen eller er ved at blive det af monteringstanterne – så ser det alligevel ud til, at der kommer mange.
Her er i midten 27 blokke, syet i de samme stoffer + rester, og der kommer et par stykker mere, så der bliver til et helt tæppe, det bliver flot! Det er en gruppe damer, der har syet dem i fællesskab.
Til højre er 5 fine blokke, syet af én, og til venstre … hov, hvad er det? Det er jo blokken for 2009! Jeg så det faktisk ikke med det samme – men det er helt i orden, fordi der er 30 blokke i samme mønster, og så kan de blive syet sammen til et helt tæppe!
Hvis der var 10-12 blokke i et forældet mønster, havde vi jo ingen andre blokke at sætte dem sammen med. Men det skal nok blive flot! Klare farver og pænt syet!
Og i dag var postbudet lige ved at blive “ædt”, da han kom med disse 14 fine blokke! Jeg ved ikke, hvorfor Whisky er så truende overfor ham, han er ellers så flink.
Ja, jeg glæder mig til at se alle de blokke, der kommer i den næste måneds tid!
Og jeg vil ønske mine læsere ET RIGTIG GODT NYTÅR 2011 ! – og så gå tilbage til mit køkken, for jeg skal have gæster i aften, og det er længe siden, jeg har lavet en 3-retters middag, så jeg nyder det.
Hej Hanne
Også godt nytår til dig og ha en dejlig aften.
Hej Hanne, held og lykke med monteringen de forhåbentlig mange blokke, der ankomme i en lind strøm det næste stykke tid – og godt nytår til dig!
Godt Nytår til Dig og Whisky her fra Schweitz også!
Og nyd så tæppeblokkene efter nytår! Også jeg er gået igang med at sy 3 tæpper færdige. Jeg begyndte på det ene for 10 år siden (mangler kun at brodere på ca 30cm i højden) og de andre for 3 år siden! Og nu har jeg SÅ mange ideer til, hvad jeg vil lave bagefter! Selvom der også skal strikkes 6 projekter færdige. . . Hvad er vi dog for nogen!?!? ;oD
Skål Hanne! Fra Hanne i Schweitz.
Helen, jeg er jo heldigvis ikke alene om at montere! Der er heldigvis mange af tæppetanterne, der gerne monterer – jeg sender bare ud til dem.
Hanne i CH – jamen er det ikke dejligt, at vi laver det, vi har lyst til?
Jo, det er herligt, men hvorfor kan vi ikke bare nøjes med 2-3 projekter på een gang? Jeg skal absolut have mindst 6-7 samtidigt ;oD ! Så varer det så længe, til det bliver færdigt- – -men når det så bliver færdigt, er det jo så næsten hele molevitten, der bliver færdigt samtidigt! Og det er jo så bare skønt!
Hilsen Hanne.
Hanne i CH – det er jo en del af vores kreativitet! Vi skal hele tiden prøve noget nyt af – og så bliver fanget af det.
Men du kan jo melde dig på her http://12under12under2011.blogspot.com/ , så kan det være, du kan få nogle UFO’er fra hånden i 2011. Jeg har meldt mig!