Hvad man skriver

Jeg ved det godt! Man skal passe morderligt på med, hvad man skriver – ikke mindst i offentlige eller halvoffentlige fora.

Jeg har et par gange vovet mig ud  diskussioner om copyright / ophavsret mht opskrifter og mønstre, og det er ikke nogen nem sag at håndtere, selv om det skulle være enkelt!

Det er ikke nogen hemmelighed, at alle håndarbejdsinteresserede låner mønstre af hinanden, jeg gad vide, hvem der kan sige sig fri? Men når det foregår på en åbenlys måde i et åbent forum, som f.eks. et chatforum el.lign., så kan det være dyrt, hvis nogen af dem, der lever af at designe eller sælge designs, får øje på det.

Og så er det, at dels har nogle andre, dels jeg selv gjort opmærksom på, at det må man ikke.

Men hvad er det så der sker? Jeg ved, at jeg skriver i et ordentligt sprog og ikke angriber eller anklager nogen. Alligevel får jeg på hattepulden, og nogen hidser sig mere og mere op.

Det er mig uforståeligt, at man ikke læser det, jeg skriver, men selv lægger negative motiver i det. Fra min side er det ment som en hjælpsom advarsel, men det bliver gjort til anklager om trusler, urigtige oplysninger om angiveri og ufine motiver, idet jeg selv skulle være designer for et bestemt firma og dermed vil forsvare mine og andres rettigheder!

Nej, jeg er ikke designer – ja, jeg har også selv byttet kopier af mønstre med andre – nej jeg har ikke fået noget gruppe lukket på noget forum – nej jeg har ikke hængt nogen som helst ud eller anklaget eller truet nogen – jo, jeg synes, man skal respektere andres arbejde.

Men jeg var tæt på at blive ramt på min ytringsfrihed, da jeg kort, men bestemt ville tilbagevise urigtige påstande med sigte på mig.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg har på andre tidspunkter af mit liv taget nogle kampe med kronikker og læserbreve, når noget syntes mig forkert og uretfærdigt. Denne gang er det åbenbart min person, det handler om?

10 tanker om "Hvad man skriver"

  1. Hanne, hvis det er din person den er gal med, så kan du roligt glæde dig over, at vi er to. Alt hvad du har skrevet om copyright/opfordrign til bytning af mønstre i offentligt forum er jo sandt og som talt ud af min mund. Hvis nogen nu taler dårligt om dig som person, er det med mine øjne deres eneste udvej, for at give dig (og dine vigtige pointer) ret vil jo være som at erkende, at man faktisk har gjort noget ulovligt. Så hold du ryggen rank – og med god grund, for du har jo ret i dine altid sobre indlæg. Stort knus herfra på denne dejlige solskindsdag!

  2. Jamen så lad mig endelig stå frem og fortælle, at det er mig der har anklaget dig, Hanne og på den begrundelse, at jeg syntes man ikke skal rende rundt og lege politi, for det skal vi lade dem om.

    Jeg mener ikke, at der var begået noget som helst ulovligt….og selvom jeg til nøds kunne acceptere dit første indlæg, som en ok påmindelse om copyright loven, så syntes jeg, at du gik over grænsen med at komme med et postulat om, at det KUNNE ske i vores gruppe, altså ligesom lagde det som en mulighed, at hvis vi ikke holdte os på den rigtige side af loven, så kunne der ske det samme i gruppen, som den der lukkede på facebook.

    Og der blev jeg altså sur…for der var ikke gang i noget og Pia er en respekteret ansat af patchworkforeningen og som jeg syntes er møgurretfærdigt, at det skal hænge på hende, at hun blot spurgte til en opskrift, som så mange andre har gjort og istedet for startede denne lavine med løftede pegefingre!

    Det er såmænd det der gjorde mig sur og at du du så ihærdigt kæmper for at få det sidste ord og din ret igennem – at det nu er et spørgsmål om magt og ytringsfrihed!

    Sådan kan det gå når ordets magt misforståes.

    Jeg kender til loven om copyright og jeg gør som alle andre, men jeg nægter at være dobbeltmoralsk og lege politi, for der er det jeg mener, at det kan folk altså godt selv finde ud af. Og det må iøvrigt også være den enkelte persons ansvar – ikke dit!

    Der var det lige du overskred grænsen for hvornår man skal sige noget og hvornår man ikke skal!

    Beklager hvis du er blevet skuffet over tonen i patchworkgruppen og især over mine udtalelser.
    Det er ikke altid man kan lide lugten i bageriet og du kan sikkert starte din egen gruppe hvor reglerne overholdes til punkt og prikke!

    MVH Helle Thode

  3. Helle, jeg mener, at det er fuldstændig ude af proportioner, som du reagerer. én ting vil jeg gerne slå helt fast: jeg har ikke på noget tidspunkt anklaget Pia for at gøre noget forkert. Men da hun efterlyste mønster på noget fra min hjemmeside med billeder – og henvisning til, hvor mønsteret er fra, gjorde jeg opmærksom på, at man ikke må kopiere og bytte mønstre, det var såmænd bare det, og jeg er ked af, hvis Pia føler sig truffet, det har intet med hende at gøre. Det er sådan set andre, der pludselig synes, at hun er blevet syndebuk, det mener jeg ikke, uanset hvem eller hvad hun er, hvilket jeg ikke ved noget om.
    Dine øvrige bemærkninger har jeg ikke lyst til at kommentere.

  4. Hej Hanne.
    Vil lige skrive at der er et stykke i Hendes Verden om puttertæpperne, det er bladet fra i dag.

    Mvh. Pia Jensen

  5. Hej Hanne.

    Det ville være noget mere fair af Helle at kommunikere direkte til dig . Vi har ytringsfrihed og kan jo bare tage diskusionen i åben rum.

    Kh fra Laila

  6. Hanne det har du ret i , men det er nemmere at sige frem, hvis man bliver stødt i stedet for at få tingene op , hvor de ikke hører hjemme.

    Ha en god dag .
    Du gør et godt arbejde, men vi får lidt skrammer, når vi ytrer os.

    Kh fra Laila

  7. Jeg er meget rørt og glad over de sympatitilkendegivelser, jeg får, både her på bloggen og i mails, som er sendt til mig personligt. Det er heldigvis ikke kun mig, der synes, at det er i orden, når man på en stille og rolig måde gør opmærksom på, hvis der er noget, der ikke er korrekt.
    Jeg citerer (med tilladelse) én, der også er medlem af 24.dk:” Jeg tror ikke, at alle tænker over, at alle og enhver kan læse alt hvad vi skriver i gruppen.
    Med al den ballade som dit indlæg medførte, er jeg glad for at jeg holdt min mund. Jeg fryder mig bestemt ikke over, at det blev dig der fik balladen. Jeg blev noget overrasket over, at især (….) gik sådan op i en spids. Jeg syntes dit indlæg var helt på sin plads. Du angreb jo ingen personligt, gjorde bare opmærksom på problemet.
    (…)
    Jeg håber ikke du lader dig slå ud af den åndsvage episode i patchworkgruppen. Men nu ved du, og jeg, hvad man ikke skal ytre sig om i gruppen.”
    Nej, jeg er ikke så let at slå ud! Men tak for støtten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *