Moskus uld – helt naturligt

Jeg er blevet bedt om at hjælpe med at bruge noget moskus-uld og strikke et rigtig varmt halstørklæde af det.

Sørens trofaste bridgemakker gennem mange år mistede sin kone i december og er ved at rydde op i hendes ting. Deriblandt er der en pose moskusuld, som hendes venindes søn, der er zoolog, har “plukket” i naturen i Grønland og har haft med hjem til sin mor.

Da Peter tømte posen ud på bordet, fulgte der både grønlandsk sand og små frø med! Noget af det spundet i små grove stykker, og noget er mere sammenhængende.

Det er det første, der er strikket af, Peter vidste ikke, hvad der var tanken med det, men for mig at se, er det måske et forstykke til en trøje i et lace-mønster og på for tynde pinde, det har været svært at strikke, og hendes kræfter rakte heller ikke til det.

Peter vil gerne have et halstørklæde, og det tror jeg også, det egner sig bedst til, og det vil helt sikkert blive tykt og meget varmt, hvilket passer rigtig godt til en forstmand og skovejer, som Peter er.

Men jeg er nødt til at finde nogen, der kan fortælle mig, hvad jeg gør med alle de mange små grove stumper garn. Skal de spindes 2. gang ? eller hvordan laver man en sammenhængende tråd af dem?

Jeg tror, jeg ved, hvor jeg kan få hjælp, for jeg er medlem af Webstrikkerne, og der er flere, der spinder, så dem vil jeg spørge. Der møder man altid stor hjælpsomhed.

Det er spændende med sådan helt naturlig uld, næsten ubehandlet, og når man så kan se for sig, hvordan den unge mand har gået i fjeldet og plukket totterne fra moskusokserne, så vil jeg gerne prøve at få noget ud af det.

9 tanker om "Moskus uld – helt naturligt"

  1. Hej Hanne
    Sikke spændende opgave du der har fået. Jeg håber det er renset for de grove dækhår for de stikker. Hvis det var mig – ville jeg strikke af det som en-trådet garn på tykke pinde. Når enderne skal strikkes sammen ville jeg blot strikke med to tråde over 4-7 masker. En-trådet garn har det med at trække skævt med mindre man strikker retstrikning, rib, patent eller lignende.
    Jeg er sikker på du nok skal få et flot resultat ud af det.
    God fornøjelse og god weekend
    Janne

  2. Janne, der er ingen grove dækhår, så de er renset væk, men de korte garnstykker er simpelthen for korte til at strikke sammen. Der er så én, der har fortalt mig, at de måske ikke dur at strikke med, men derimod til at filte, da det måske er lys ryg-uld.
    Jeg havde regnet med at strikke rib på lidt tykke pinde, så det bliver noget mere luftigt, end det er nu, så det passer meget godt med det, du skriver.

  3. Hej Hanne
    jeg har haft en del moskusuld fra Grønland, og det så langt fra ud som dit. Det ligner mere totuld fra får. De små hvide fyre på billedet er det mølpupper?

  4. Helle, jeg håber sandelig ikke, det er mølpupper – det har ikke strejfet mig! Det må jeg have undersøgt – ude i kulden!!!
    Men jeg tror nu nok, at det er moskusuld.

  5. Jeg er sikker på, at det er håndspundet, det moskusuld. Men jeg kan godt se, at det kan ligne nogle puppeting, måske! Helt sikkert er det dog at det ikke kan filtes, for det kan moskusuld ikke!

  6. Karen, jeg har smidt posen ud i frosten på altanen, så jeg ikke risikerer møl i alt mit dejlige garn! Så vil jeg kigge på det senere.
    Det var en anden, der skrev, at rygulden fra moskusokserne ikke var god til at spinde, men kunne filtes. Det har jeg så ikke brug for. Men hvis ellers det viser sig at være brugbart uden møl, så tror jeg, at der er nok af de små nøgler, som er spundet, til at strikke et halstørklæde af.

  7. Jeg synes ikke det ligner moskusgarn:-( Har haft hænderne dybt i moskusuld:-) Jeg spinder selv rigtig meget moskusuld, men det ligner overhovedet ikke dit. Synes også det er ret lyst i farven…..Kan det være fra får???? Moskusuld er det ypperligste – meget, meget blødt. Selve fibrene i moskus er lidt a´la elastik at spinde. Kan det være blandet moskus og uld?? Men de små puppeting synes jeg nu heller ikke ligner mølpupper. Tror det er noget frøagtigt. Har set det før.
    Held og lykke med projektet. Spændende at høre om resultatet af både garn og “puppetingene”.

  8. Jeg tør ikke kloge i dine billeder, men umiddelbart ligner det ikke det moskusuld, som jeg har set. Jeg har set noget som både er plukket i naturen, som moskusokserne har kløet af sig på grene og selv renset, det som kommer af skindene.
    Som Karen skriver kan du ikke filte ulden, men det er jo heller ikke aktuelt.
    Jeg spekulerer på om man kan spinde om?? Måske et dumt spørgsmål???

  9. Hej.

    Det er desværre ikke Moskusuld.

    Har samlet sækkevis gennem årene.

    Det er gamle totter af fåreuld. Sikkert samlet i det sydlige Grønland. Held og lykke med projektet.

    Mvh H

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *