Efter en dejlig uges vinterferie sammen med 2 af børnebørnene kørte jeg dem hjem i går og var inviteret til sammen med Whisky at holde hygge-fredag og overnatte.

Så jeg pakkede og pakkede: børnenes tøj, mit sengetøj og toiletsager, Whiskys tæppe, mad, snor og tørre-pote-klæde – og så selvfølgelig min strikketaske. 

Fin køretur i dejligt vejr, ikke ret meget sne på vejen. Whisky peb af glæde, så snart vi drejede om hjørnet og han kunne se, hvor vi var. Alt var fint, indtil—– jeg opdagede, at strikketasken stod derhjemme!

PANIK! Hvordan kan jeg hygge mig en eftermiddag og aften uden noget i hænderne? Øv, øv, øv!

Kun én ting at gøre: Christina og jeg hentede svigerdatteren på arbejde, og efter at hun havde weekend-handlet i Føtex, smuttede vi hen i den nærliggende Hjertegarnforretning (det var nu ikke nogen oplevelse – undskyld!) Der måtte være et eller andet, jeg kunne strikke. Og heldigvis fik svigerdatteren øje på nogle huer og kom i tanker om, at hun fryser på ørerne, når hun som hjemmehjælper sommetider cykler ud, og hætten på frakken er i vejen i trafikken. Så vi prøvede huer og fandt en helt enkel hæklet model i lækkert 1-trådet, tykt naturgarn. Hun ville helst have den ensfarvet lysegrå, så det købte vi sammen med opskrift og hæklenål (øv – tanken gik til mine dejlige ergoterapeutiske Clover derhjemme!).

Så fik hænderne noget at lave – og sjælen ro!

Den blev færdig i formiddags, inden jeg kørte hjem, så hun kan bruge den på arbejde på mandag, og hun er glad for den, den passer fint.

Dejlig varm..

..og med lidt ekstra i nakken, som hun har ønsket. Ganske enkel.

Så den katastrofe blev afværget med god effekt! (Gad vide, hvordan familien ville have håndteret rastløs Farmor uden håndarbejde?)

Men det var meget værre med den næste katastrofe! For Christina blev færdig med de pulsvarmere, hun strikkede på i flere dage hos mig, og jeg syede dem sammen.

Så skulle de valkes i vaskemaskinen, og moderen fik at vide, at de kun måtte få 30 grader! Ak, ak, måske pga af for meget andet vasketøj i maskinen  eller for lang vasketid – jeg ved det ikke, men…

..sådan kom de ud af maskinen! De var ikke bare valket, nej de var helt filtet sammen, og vi kunne ikke få dem åbnet!

Det var meget, meget surt, og Christina var meget ked af det. Det er rigtig synd for hende, så flittig som hun har været. Men nu har jeg lovet at strikke nogle andre til hende, samt hækle en hue ligesom hendes mors, bare med farver. Og det har jeg heldigvis garn til på lager, så jeg regner med, hun kan få dem inden hendes fødselsdag på fredag.

Er der forresten nogen, der har bemærket, hvem der ligger på gulvet? Som altid. Whisky og jeg deler værelse med Christina, når vi er på besøg, det er meget hyggeligt, synes vi alle 3.