..er vel det, de fleste af os ønsker, når vi ved, det er uafvendeligt.
Jeg hørte om en familie, jeg kender, som har fået deres unge barn hjem for at dø hjemme, fordi der ikke kan gøres mere. Alle forældres værste mareridt – næsten utænkeligt for os allesammen.
Men selv om det er ubærligt, må det være det bedste for alle, fordi man så kan få lov at gøre det så godt som muligt for sit barn, sin ægtefælle, sin mor eller far. Og det tryggeste.
Jeg har selv oplevet det med forældre og ægtefælle – det kan ikke sammenlignes med, at det er et ungt menneske, men det er under alle omstændigheder det bedste, vi kan gøre, hvis det overhovedet er muligt.
Min far led af et meget dårligt hjerte i mange år, og under en af indlæggelserne, hvor alle regnede med, at det var den sidste, fortalte de på sygehuset min mor, at han havde ønsket at komme hjem og dø. Hun var rædselsslagen og bange for, at hun ikke kunne passe ham. Men vi satte en plan i værk, skaffede hjælp fra hjemmeplejen (som ikke var så udbygget som nu) og kom selv på skift og hjalp hende. Miraklet sket: han livede op, fik det bedre og begyndte at planlægge sin næste runde fødselsdag (70 år), som lå over 1 år ud i fremtiden! Det blev som ønsket: han fejrede den runde dag med stor fest – og præcis 3 mdr. senere faldt han om på gulvet derhjemme, Mor fandt ham, og det var slut på den mest skånsomme og ønskværdige måde.
11 år senere fik Mor uhelbredelig hudkræft og måtte til sidst på plejehjem, med hendes fulde accept og med sine egne møbler og ting omkring sig, så det blev også hendes hjem i den korte tid. Og vi var meget hos hende, den sidste uge hele tiden, jeg sov der om natten, mine søstre kom og gik, vi sad om sofabordet og snakkede som da vi var børn, og hun fulgte med. Så det var også trygt for hende.
Heldigvis lykkedes det også at få Søren hjem fra sygehuset de sidste dage, det vil jeg altid være taknemmelig for. Hele sygdomsforløbet på 1½ år var han herhjemme, bortset fra 14 dage på det sidste. Han var ikke ked af at være på sygehuset, men han var bange for ikke at komme hjem igen, derfor var det godt for både ham selv, mig og familien, at han kom hjem og døde trygt og roligt herhjemme.
Er det ikke det bedste, vi kan ønske, når vi skal herfra?
hej Hanne. mon ikke det kan være forskelligt hvordan man önsker tingenes tilstand i den situation? jeg har godt nok aldrig været nær at dö, men har været meget syg på hospital, og kan bare sige at på det tidspunkt ville jeg under ingen omstændigheder have önsket at være hjemme, hospital passer bedre når man er rigtig syg. måske kan vi enes om at det vigtige er at enhver kan få muligheden at have det som de önsker, om det så er hospital ophold eller at være hjemme, bare det er det der passer den enkelte bedst.
gode tanker til dig,
Frida, Island
Hej Frida – jo du kan sikkert have ret, det kommer an på omstændighederne og egne ønsker, naturligvis. Og det er jo heller ikke i alle sygdomstilfælde, at det kan lade sig gøre.
Det vil altid være individuelt.
Tak for din kommentar.
Som “gammel” sygeplejerske maa jeg give mit besyv med her.
Jeg mener som Frida, at det er meget vigtigt, hvis man kan opfylde de enkeltes oensker. Det er for mange en gave at kunne doe hjemme omgivet af alt det kendte og trygge , men det er ikke muligt for alle. Vi maa passe paa, at det ikke lyder som om det er mindrevaerdigt at tilbringe sine sidste dage paa hospitalet eller hvis det er muligt paa et Hospice, som vi har mange af her, og som vel ogsaa er blevet mere udbredt i Danmark. Jeg har fulgt mange i deres sidste dage og timer paa hospitalet og de aller aller fleste har vaeret “gode” og vaerdige oplevelser for baade patient, paaroerende og personalet, saa det kan bestemt lade sig goere.
Jeg er sikker paa at for Soeren, som jeg jo har moedt, var det den bedste gave du kunne give ham, og det kan du vaere stolt af.
Ann i Vancouver