Med henvisning til mit sidste indlæg om, hvor man ønsker sig at dø, er jeg ked af, hvis det kommer til at se ud som om, jeg mener, det er mindre værdigt at dø på sygehus end derhjemme!
Jeg er fuldt bevidst om, at det i mange sygdomstilfælde slet ikke er muligt at blive hjemme – det kan være såvel behandlingsmæssigt som fysisk umuligt af mange forskellige grunde. Og jeg er helt sikker på, at det kan være en god oplevelse og en god behandling, man får på et sygehus. Ikke mindst, hvis man får mulighed for at få ophold på et hospice.
Det var en af de muligheder, vi havde drøftet for Søren, man ved jo ikke, hvordan det vil gå, og vi havde netop få år forinden mistet en meget god ven, som tilbragte den sidste tid på hospice efter et langvarigt sygdomsforløb derhjemme, og vidste derfor, hvor godt man har det på hospice.
Det blev ikke aktuelt for Søren på grund af den relativt hurtige udvikling i hans sygdom til sidst.
Men jeg synes også, at den behandling, han fik på sygehuset i Randers, var meget omsorgsfuld og kærlig. Og sygeplejepersonalet var meget opmærksom overfor både ham og mig. Det var så også deres faglighed, der så det nærme sig lige pludselig, det så jeg ikke.
Men jeg ser på det på den måde, at hvor det i mange år var sygehuset, der blev sidste station for mange, så er mulighederne for at være hjemme, selv om man er alvorligt syg, blevet bedre. Hjælpemidler kan installeres, hjemmeplejen er udbygget, palliativ ekspertise bliver inddraget, og nærmeste familie kan søge plejeorlov. Det giver nogle muligheder, som ikke var til stede før. Og dermed kan mange få deres og familiens sidste ønske opfyldt.
Og det, synes jeg, er vigitgt.
hej igen. du må ikke misforstå, jeg mente slet ikke at du gav det ud for at være mindreværdigt at være på hospital, kun at det vigtige er netop at hver og en kan få det som de önsker. og så har jeg forövrigt også været vidne til det stik modsatte oplevelse til det du beskriver. én jeg kender havde sit lille cancer-syge barn hjemme til det sidste, men sagde efterfölgende at hun önskede hun ikke havde gjort det. og det var fordi at i mere end et år var deres hjem forvandlet til stor del til et sygehus, med hospitalsseng og al slags udstyr, og pleje af det syge barn fyldte ALT i deres hjemlige liv. når så barnet döde var hjemmet så tomt, så tomt – og de kunne ikke holde ud at være der og måtte flytte. de havde også andre börn som hun fölte at måske ikke ville have været ligeså forbiset hvis det syge barn havde været på sygehus og forældrene havde været der på skift, så at den der var hjemme kunne have koncentreret sig om de andre börn. så måske er sagen den at fagfolk skal lytte til hvad den enkelte vil, ikke presse på med at “sådan gör alle det nufortiden”.
kh.fra Island
Frida
Det forstår jeg godt, Frida.
Hvor må det være svært, især når det er børn, der er på en eller anden måde mere mening med det, når det er gamle mennesker.
Hej Hanne.
Jeg blev enke i 1982 som 39 årig, og på det tidspunkt, var det ikke muligt at gøre det på den måde, men det er smukt, når det kan lade sig gøre. Jeg var på sygehuset hos min mand, og vi fik en god oplevelse der. Godt det i dag kan være som man ønsker det.
kh fra Laila
Ja forholdene har ændret sig utroligt meget, Laila, og det har vi jo også selv. Vi kan jo tænke endnu længere tilbage, hvor det bare var sådan, at man var hjemme, uanset hvor slemt, det var, og hvor syg man var, og uden den hjælp, vi får i dag.
Det har været hårdt i den alder, du havde.
Hej Hanne.
For mig gjaldt det bare om at overleve, jeg havde på et tidspunkt tre arbejds pladser. så jeg nyder min pensionist tilværelse.
Kh fra Laila